En af Carl Scheplers varebiler foran Irma-butikken i Lyngby Hovedgade 15, slutningen af 1940’erne. (Foto: Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv)

En af Carl Scheplers varebiler foran Irma-butikken i Lyngby Hovedgade 15, slutningen af 1940’erne. (Foto: Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv)

Ugens lokalhistoriske billede: Smørkrigen i Lyngby

I 1907-08 foregik der en voldsom priskrig på smør og margarine i Lyngby.

Af
Af Mette Henriksen

Stadsarkivar ved Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv

Baggrunden for smørkrigen var, at den entreprenante smørgrosserer Carl Schepler kom til Lyngby og den 13. april 1907 åbnede en Irma-forretning i Lyngby Hovedgade 26.

På det tidspunkt var der allerede flere specialforretninger, som solgte smør og margarine, for eksempel smørforretningen Kronen, Lyngby Hovedgade 52 og Lyngby Smørforsyning, Hovedgaden 13.

Op til åbningsdagen af den nye butik Smørhuset annoncerede både Schepler og de øvrige smørforretninger ivrigt i Københavns Amts Avis med helsidesannoncer. I samme avis blev den nye Irma-butik rosende omtalt af avisens udgiver Charles Herdahl, som jo tjente godt på annoncerne og havde prøvesmagt en pakke Irma-margarine, som var blevet tilsendt. Denne margarine var nemlig ”… fri for den fedtede Smag, som kendetegner megen anden Margarine”, som der stod i avisen.

Det fik køberne op på mærkerne, og der var trængsel i den nye smørbutik på åbningsdagen. Om mandagen kunne man læse i avisen, at Schepler beklagede, at mange kunder ”paa Grund af den store Travlhed maatte gaa bort uden at blive ekspederede.” På denne måde erobrede Carl Schepler fra starten en stor del af margarinehandelen i Lyngby.

I februar 1908 blussede annoncekrigen op igen. Kronen og Smørforsyningen satte prisen ned på smør, og Carl Schepler fulgte med og lovede gratis skuespil og æggebægere. Lyngby Smørforsyning lovede, at der i deres butikker ville blive bortgivet mange smukke ting, for eksempel kopper eller ølglas. I juli fastslog Carl Schepler i en række store annoncer, at ”Irma Margarine er bedst!”, og det markerede afslutningen på den hede annonce- og smørkrig.

I 1910 flyttede Irma-butikken fra Hovedgaden nr. 26 til nr. 13, idet Carl Schepler overtog sin konkurrent Lyngby Smørforsyning. Her lå Irma frem til 1922, hvor forretningen flyttede til nr. 44. Da Brugsforeningen lukkede i 1925, flyttede Schepler sin butik til Lyngby Hovedgade nr. 15. Siden 1973 har Irma ligget i nr. 21. Ved sin død i 1942 omfattede Carl Scheplers forretningskæde ca. 110 forretninger med egne mejerier, pakkerier og fabrikker.

Publiceret 24 November 2019 08:00