Mikael Torpegaard (billedet) er én af grundene til, at Lyngby Tennisklub har været så suveræne i foråret. Han var dog ikke med i den seneste kamp. Foto: Mette Rytsel

Mikael Torpegaard (billedet) er én af grundene til, at Lyngby Tennisklub har været så suveræne i foråret. Han var dog ikke med i den seneste kamp. Foto: Mette Rytsel

Lyngby Tennisklub vinder tæt topopgør

For første gang i sæsonen blev Lyngby Tennisklub presset. Det endte dog alligevel med sejr

Af
Mikkel Brøgger Petersen

TENNIS Med en sejr på 4-3 over de nærmeste konkurrenter fra Give cementerede Lyngby Tennisklub sin placering på førstepladsen.

Efter storsejre i sæsonens tre første kampe blev det anderledes tæt i den fjerde kamp. Men ligesom i de foregående kampe blev slutresultatet en sejr.

"Det er holdets 14. sejr i træk. Vi har brugt otte forskellige spillere, så sejren er et udtryk for en stor bredde, og alle leverer 100 procent. Vi var lidt under dogs, for Give kom i stærkeste opstilling, hvilket vi ikke gjorde. Det betød, at vores bredde skulle levere, og det gjorde den også," siger sportschef Jacob Holst.

"Sejren stiller os i den situation, at vi holder sommerferie på førstepladsen, og det ser ud til, at en plads i slutspillet er rimelig sikker," siger han.

At det skulle gå Lyngby Tennisklub så godt, havde sportschefen ikke regnet med.

"Jeg havde forventet, at vi vil være blandt de fire bedste, fordi elitedivisionen er enormt stærk i år. Men vi har haft Mikael Torpegaard, Danmarks bedste herrespiller, til rådighed i to kampe, og det har gjort en forskel. Vi har også haft Philip Hjorth, som kom hjem fra college i USA og spillede tre kampe. Når man kombinerer det med vores gode stamme af spillere, så har man en stærk trup.

Sportschefen fortæller, at sommerpausen kommer belejeligt, da spillerne dermed får mulighed for at deltage i individuelle turneringer over sommeren.

Publiceret 06 June 2019 15:00