"Jeg er barnefødt herude på en eller anden måde, uden at høre til nogen steder med min familie. Men nu kommer vi til at være forankret et sted. Det har jeg glædet mig meget til," siger Morten Eisner om sit nye job som Bakkens Pjerrot. Foto: Signe Haahr Pedersen

Dobbeltinterview: Pjerrot lister ud af bagdøren og kommer frem i nye sko

Efter 23 år siger Kurt Flemming farvel til livet som Bakkens Pjerrot, og han giver trygt titlen videre til skuespiller Morten Eisner

Af
Signe Haahr Pedersen

klovn En gøgler griber, hvad der er i luften. Der skal noget i hatten. Klingende mønt og latter. En gøgler ser sig ikke tilbage.

Kurt Flemming vidste ikke, hvor Bakken lå, da han for 23 år siden sagde ja til jobbet som Pjerrot. Han måtte tage en taxa fra Hovedbanegården til Dyrehavevej den dag, han skrev under på kontrakten.

Morten Eisner kan ikke huske ikke at kende til Bakken. Som barn så han den hvide klovns forestillinger fra bag scenen, mens hans far sad på stræderne og malede forlystelseslivet i stærke farver.

Men derudover er de egentlig ikke så forskellige. Den afgående Pjerrot og den kommende Pjerrot.

De sidder side om side i det lille grønne hus med scenen ude foran og de røde bænke, der om sommeren summer af forventning.

"Pjerrot, Pjerrot, kom nu frem!" råber børnene.

Og om der sidder to eller 60, om regnen smælder, eller solen bager, så kommer han. Den blege mand med det barnlige sind, der laver ballongiraffer med korte halse og fremtryller sommerfugle af fint papir, som flakser ud over publikum. Der ligger rester af dem på jorden ved huset, som netop er blevet pyntet op til jul.

Ingen sommerferie

"Jeg har faktisk lavet mine bedste forestillinger for ganske få tilskuere. Jeg prøvede engang, hvor der var fire tilskuere, og det piskede ned derude. Så havde jeg fire stole, som jeg satte op på scenen, og så kørte jeg markisen ud, så de kunne sidde i tørvejr, mens jeg optrådte for dem," fortæller Kurt.

Morten nikker.

"Man må gribe situationen," siger han.

På Bakken kommer det ikke som et chok for nogen, at Kurt Flemming giver sin allersidste forestilling som Pjerrot den 22. december. Han tog beslutningen for tre år siden og gav allerede der besked til direktør Niels-Erik Winther.

"Jeg kunne mærke, der var nogle gode år i mig endnu, og jeg vidste, at hvis jeg blev ved meget længere, så ville det begynde at gå nedad bakke. Jeg har mine børnebørn, som jeg har set alt for lidt til. Det er da nok dem, der er mest skyld i, at jeg stopper. For dem kan jeg jo rigtig godt lide at være sammen med. Og så har jeg ikke holdt sommerferie om sommeren i 28 år. Dét vil jeg gerne prøve igen."

Ligeså afklaret Kurt er med sit farvel, er Morten med sit goddag.

"Jeg er barnefødt herude på en eller anden måde, uden at høre til nogen steder med min familie. Men nu kommer vi til at være forankret et sted. Det har jeg glædet mig meget til. Den lille scene derude," siger han.

"Den er vidunderlig," siger Kurt med blød stemme:

"Det er scenen. Du har dem så tæt på."

Morten Eisner var 10 år gammel, da en flok fyre fra Malmø-kroen lovede ham en sodavand, hvis han turde gå Bakken rundt med en høj hat på hovedet. Det var en af de der sitrende sommeraftener, hvor de voksne slog sig løs. Men Morten gik resolut sin egen parade gennem mængden og vendte tilbage med hat og ære i behold.

Han og storebroren Jeppe var ikke som de andre Bakkenbørn. Deres forældre, Inger Larsen og Ib Eisner, var ikke teltholdere, men boede på Frederiksberg, så de tog toget herud og måtte finde på ting at lave, mens faren arbejdede på sine malerier.

Jeppe begyndte hurtigt at gøre ham kunsten efter, og Morten hjalp med at slæbe malerkassen. Det var en særlig dag, da Jeppe fik solgt et maleri for en halvtredser, og de havde råd til to gange biksemad og to glas mælk på Røde Port.

Ellers var det de gratis glæder, de nød godt af. Som for eksempel Pjerrot, der dengang var i skikkelse af Erico Lund. Morten befandt sig dog sjældent på tilskuerrækkerne, men fulgte med i forestillingerne fra kulissen med store øjne.

Måske var det dér, lysten til at optræde opstod. I hvert fald endte han på Aarhus Teaterskole og har siden levet af at træde frem foran et publikum. På scenen, film og TV. Undervejs har han fået børn til at grine som Bamse fra ‘Bamse og Kylling’, som han var inde i fra 1986 til 1994, som røveren Jonathan i Bellevue Teatrets ‘Folk og Røvere i Kardemomme By’ og ikke mindst som Tivolis Pjerrot på Pantomineteatret. En tjans, han varetog fra 1995 til 1999.

"Så jeg har en vis erfaring," siger Morten.

"Ja, der er en vis ballast dér. Selv om det er en anden type Pjerrot, så kan du det med sminken," siger Kurt og forklarer, at i modsætning til Bakkens Pjerrot må Pantomiteatrets ikke sige noget udover udbrud som "av!" og "åh".

Han rejser sig for at hente et indrammet billede og giver det til Morten. Det forestiller fire storsmilende Pjerroter, der spankulerer ned ad et fortov foran Hotel Hvide Hus i Aalborg. Morten går forrest, og Kurt er andensidst. De er gamle kolleger.

"Jeg er fuldstændig tryg ved, at det går videre til Morten. Jeg ved, han kan klare opgaven. Det er en figur, vi skal passe rigtig godt på. Og det vil han gøre, fordi han elsker den så meget," siger Kurt og fortsætter:

"Han skal være sin egen Pjerrot. Og hvis det kommer fra hjertet, så bliver det godt."

Kurts Pjerrot rummer intet ondt. Han kan til gengæld ikke finde ud af noget som helst og har derfor brug for hjælp fra børnene.

Derhjemme er det hans mor, der sørger for ham. At han kommer op om morgenen, får spist alle sine pandekager og kommer i seng om aftenen, hvor han falder i søvn med hatten på, selvom han ikke må.

"De her historier har jeg bygget op for mig selv, så jeg har en karakter til Pjerrot, og så er han nemmere at spille. Jo mere, du ved om Pjerrot, jo bedre bliver du på scenen. Jeg vidste jo intet om ham, da jeg startede. Det var en katastrofe. Min mor sagde: Er du sikker på, det er det, du skal være? Og når ens mor siger sådan, er det ikke toppen."

"Der var det godt, du gik imod. Man skal ikke altid høre på, hvad mor siger. Pjerrot kan også være lidt af en frækkert," siger Morten.

"Det kan han. Han ved bare ikke, når han er uartig. Han er dejlig naiv," siger Kurt. "Der er lidt slægtskab med Bamse," siger Morten:

"Han kan godt være egoistisk, uden han selv er klar over det, og han kan stikke lidt til, hvad der sker i tiden til de lidt ældre. Der er flere lag i det. Du skal sige noget til de voksne og sige noget til børnene."

Nej til fest

Godt og vel 25.000 forestillinger er det blevet til i Kurts karriere som klovn og artist. Han har aldrig fortrudt, at han som helt ung bogstavligt talt brændte sit svendebrev. Han skulle være magiker, ikke mekaniker.

Efter jul helliger han sig jobbet som direktør for foreningen KulNaturs teater i Skodsborg, hvor han både skaber og fremfører stykker. På spørgsmålet om, hvad han kommer til at savne ved at være Pjerrot, svarer han: Ingenting.

"Jeg er fuldstændig afklaret. Når jeg har afsluttet noget, så har jeg afsluttet det. Jeg lavede atletik i mange år, og var på landsholdet i atletik i tikamp. Og den dag jeg stoppede med at lave atletik, forærede jeg alle mine pokaler og medaljer væk. Jeg har været Danmarksmester i tryl ti år i træk, og da jeg stoppede med at deltage i konkurrencer, gav jeg alle mine pokaler væk. Jeg tager heller ikke nogen Pjerrot-ting med hjem. Dem får mit barnebarn. Jeg har minderne."

Den allersidste forestilling har Kurt allerede planlagt. Det bliver den 22. december kl. 16. Som noget særligt kommer hans barnebarn på scenen som Lille Pjerrot, og hans datter synger en sang. Men det er også dét. Der bliver ingen farvelfest.

"Jeg skal ikke have nogen reception bagefter. Jeg er ikke til receptioner. Jeg lister stille og roligt ud af bagdøren. Jeg kom ind med fuld fart på, og nu vil jeg gerne stille og roligt ud."

Morten har endnu ikke planlagt sin allerførste forestilling på den lille grønne scene. Men han har sat en skrædder i gang med at kreere uniformen, og han har fundet og købt et par hvide sko. Om han er nervøs?

"Næ, ikke mere end, hvad man er for livet," siger han og tøver lidt:

"Jeg er jo ikke nogen supermand. Der kan opstå alt muligt, men så udnytter vi det jo. Man kan planlægge til en vis grænse og resten…"

"Improviserer vi," siger Kurt.

Det lille grønne hus på Bakken får ny beboer til foråret. Foto: Signe Haahr Pedersen

Det lille grønne hus på Bakken får ny beboer til foråret. Foto: Signe Haahr Pedersen

Publiceret 30 November 2019 11:45