Meld dig til: Spis juleand med Spisevennerne

arrangement Foreningen Spisevennerne, som tre gange hver måned holder fælles spisninger for ældre i Lyngby-Taarbæk Kommune, indbyder til årets juleafslutning 9. december kl. 12 i sognegården, Stades Krog nr. 9 i Lyngby.

Der er plads til cirka 80 gæster, der får serveret and med alt tilbehør. Desserten er den traditionelle risalamande og naturligvis er der en mandel i.

"Vi sidder ved otte-mands-borde, og der vil være en mandelgave til hvert bord," lover foreningens formand Tommy Wedel i en pressemeddelelse.

Derudover er der kaffe og te samt småkager og lidt sødt til ganen. Og bordene er pyntede, så alle kan komme i julehumør.

Pianisten Knud Rasmussen fra Virum vil underholde, og man skal synge de velkendte og dejlige julesange. "Det bliver kulmination på de mange fællesspisninger, vi har gennemført i år. Aldersklassen blandt gæsterne er spredt, men går fra sidst i 60'erne til 99 år, og alle er selvhjulpne og i god mental kondi. Snakken går derfor livligt," fortæller Tommy Wedel.

Skaber nye venskaber

"Ideen med Spisevennerne er, at ældre kan knytte bekendtskaber og venskaber, og det er det, der sker for rigtig mange. Man mødes nu også andre dage i andre situationer grundet mødet i Spisevennerne," fortæller formanden i pressemeddelelsen.

Pris 100 kr. Tilmelding senest 28. november på foreningens telefon 2988 2346 mellem kl. 16 og 18.

jesl

Publiceret 24 November 2019 17:00