Grundskolevejleder Tina Hansen opfordrer elever og forældre til orientere sig bredt i de mange uddannelsestilbud, indende vælger ungdomsuddannelse.

Grundskolevejleder Tina Hansen opfordrer elever og forældre til orientere sig bredt i de mange uddannelsestilbud, indende vælger ungdomsuddannelse.

I gymnasiet? Få gode tips til, hvordan du hjælper dit 9. klasses barn til at træffe det store valg

Gymnasie eller erhvervsuddannelse. Om kort tid skal de lokale 9. klasses elever til at beslutte, hvad de skal, når de forlader folkeskolen

Af
Signe Steffensen

Når afslutningen af 9. klasse kan spejdes i horisonten, åbner sig pludselig et utal af muligheder for de unge. Den lette løsning er ofte at følge strømmen. Derfor opfordrer Grundskolevejleder Tina Hansen til, at forældrene udfordrer de unge på deres studievalg og ikke mindst har en åben tilgang til de mange uddannelsestilbud.

For Tina Hansen og hendes kolleger starter vejledningen af elever allerede i 7. klasse og fortsætter frem til 9. klasse.

Denne fredag har Tina Hansen været på besøg i en 8. klasse, og jo flere muligheder eleverne har jo større kan frustrationerne blive. Men faktisk synes hun, at netop frustrationsfasen er god.

”Det er her man faktisk undersøger mulighederne, besøger skoler, taler med forældre og søskende. Det kan være en rigtig god proces,” siger Tina Hansen.

Størstedelen af 9. klasse eleverne i denne del af landet vælger en stx-uddannelse.

”Når vi er ude i klasserne, taler vi meget om at følge strømmen. I 7.-8. klasse kan der sagtens være elever, som er meget interesserede i erhvervsuddannelserne, men når valget i sidste ende skal tages, så er det lettest at følge kammeraterne i gymnasiet,” siger Tina Hansen.

Hun mener at det for nogle unge også er en måde at udskyde sit studievalg på.

”Og det kan også være helt forståeligt, for så gamle er de jo ikke. Gymnasiet er et rigtig godt valg, for de elever, der i forvejen er glade for at gå i skole. Men vi oplever desværre, at mange falder fra undervejs,” siger Tina Hansen.

Hun ser en del elever, der færdiggør en gymnasial uddannelse og så efterfølgende tager en erhvervsuddannelse.

”Derfor er det vigtigt, at vi udfordrer de unge på deres uddannelsesvalg,” siger hun.

Uddannelsesparat

Allerede i 8. klasse går grundskolevejlederne i samarbejde med lærerne ind og vurderer om den enkelte elev er uddannelsesparat. Her ser man på, hvordan eleven klarer sig fagligt, socialt og praktisk fagligt.

” Vi starter allerede i 8. klasse, fordi man så har tid til at hjælpe og vejlede de unge, som ikke i udgangspunktet er uddannelsesparate,” fortæller Tina Hansen.

Generelt oplever Tina Hansen, at de unge på godt og ondt lytter til forældre og søskende.

Hun hører nogle gange elever sige: ”Min mor siger, at der er flere muligheder, hvis man tager en gymnasial uddannelse.”

Men studentereksamen er ikke umiddelbart adgangsgivende til et job, men til mere ”skolegang”, så hvis man er meget træt af skolen, så er det måske ikke det bedste valg.

Hun opfordrer derfor de unge til at komme rundt og besøge en række forskellige uddannelsessteder og deltage i uddannelsesmesser. Så de har et godt sammenligningsgrundlag. Der er masser af tilbud i løbet af vinteren. Nogle gymnasier har også besøgsdage, hvor man kan komme i en slags endagspraktik for at fornemme det faglige niveau og undervisningsformen.

”På siden UG.dk er der masser af gode råd at hente for både elever og forældre om valg af uddannelse. De enkelte skoler plejer også at være gode til at informere om åbent hus-arrangementer på de lokale ungdomsuddannelser,” siger Tina Hansen.

Hjælp

Stil de gode spørgsmål

Som forældre kan man være med til at få de unge til at reflektere over deres valg.

Stil åbne spørgsmål og lad være med at lukke nogen døre på forhånd.

Eksempelvis:

Hvad interesserer dig mest og hvorfor?

I hvilke situationer har du oplevet, at du vidste og kunne mere end andre?

Hvornår synes du, at det er sjovest at lære noget nyt?

Hvad vil du især gerne blive bedre til?

Hvordan vil du gerne bruge det, du er bedst til, i din fremtid?

Hjælp

Stil de gode spørgsmål

Som forældre kan man være med til at få de unge til at reflektere over deres valg.

Stil åbne spørgsmål og lad være med at lukke nogen døre på forhånd.

Eksempelvis:

Hvad interesserer dig mest og hvorfor?

I hvilke situationer har du oplevet, at du vidste og kunne mere end andre?

Hvornår synes du, at det er sjovest at lære noget nyt?

Hvad vil du især gerne blive bedre til?

Hvordan vil du gerne bruge det, du er bedst til, i din fremtid?

Publiceret 17 November 2019 10:30