Rafael Ben-Ari - stock.adobe.com

Rotary får ny international klub i Lyngby

Udenlandske forretningsfolk og ledere i Lyngby får et nyt netværk. En ny international Rotary klub ser dagens lys på onsdag.

Netværk Nu får de mange udenlandske forretningsfolk og ledere i Lyngby et nyt netværk for personlig og forretningsmæssig udvikling.

Det sker onsdag 13. november klokken 17.30 på Hotel Scandic Eremitage, hvor der holdes stiftende møde i Lyngby International Rotary Club. Det er en engelsksproget klub, der har til formål at skabe netværk og relationer mellem de mange expats, der bor og arbejder i Lyngby-Taarbæk Kommune og lokale danske ledere fra virksomheder og institutioner.

”Der bor og virker et stort antal ledere i Lyngby, som via den nye klub vil kunne få udvidet deres humanitære og professionelle netværk i den nye klub, som bliver en del af det globale Rotary International netværk. Det omfatter 35.000 klubber over hele Verden med 1,2 millioner medlemmer i mere end 200 lande,” siger en af initiativtagerne til den nye klub, Bjørn Zebitz fra Kongens Lyngby Rotary Klub.

Den nye klub vil holde møder hver anden onsdag klokken 17.30 til 19.00 og byde på muligheder for at etablere nye netværk på tværs for ledere fra lokale virksomheder, undervisningsinstitutioner og organisationer. Ved hvert møde vil en ekstern foredragsholder levere et indlæg over et vitalt emne.

Vigtige dele af det globale Rotary netværk er ungdomsudvekslingsprogrammet Rotary Youth Exhange, som hvert år udsender omkring 200 unge fra danske Rotary klubber til etårige studieophold i oversøiske lande og til gengæld modtager et lignende antal unge fra udlandet til uddannelsesophold i Danmark.

En anden humanitær indsats af Rotary International er indsatsen for udryddelse af sygdommen polio. Det sker i samarbejde med World Health Organization WHO og Bill og Melinda Gates Foundation.

Kapp

Publiceret 10 November 2019 08:00