Torben Schwabe har været direktør i Lyngby Storcenter i 18 år. Foto: Lars Schmidt

Torben Schwabe har været direktør i Lyngby Storcenter i 18 år. Foto: Lars Schmidt

BREAKING NEWS: Lyngby Storcenter siger farvel til direktøren - med det samme

Torben Schwabe er fratrådt med øjeblikkelig virkning. Han understreger, at hans afgang er helt udramatisk.

Af
Lars Schmidt

OPDATERET:

Direktøren i Lyngby Storcenter hedder ikke længere Torben Schwabe.

I en kortfattet pressemeddelelse fortæller Centerforeningen og Lyngby Storcenter Konto, at Torben Schwabe er fratrådt sin stilling med øjeblikkelig virkning.

I pressemeddelelsen skriver man:

"Efter gensidig overenskomst har Torben Schwabe fratrådt sin stilling som direktør i Centerforeningen og Kontoselskabet Lyngby Storcenter med umiddelbar virkning grundet uenighed med de to bestyrelser om Lyngby Storcenters fremtidige strategi og arbejdsfordeling. Indtil de to bestyrelser har fundet en afløser, vil de respektive formandskaber varetage direktørens arbejdsopgaver."

Det bliver således Thomas Panduro, bestyrelsesformand i Lyngby Storcenter Konto a.m.b.a, og Helle Steen Zibrandtsen, bestyrelsesformand i Centerforeningen i Lyngby Storcenter, der skal fordele direktøropgaverne imellem sig, indtil Torben Schwabes afløser er fundet.

Torben Schwabe har været direktør i Lyngby Storcenter i 18 år. Han siger til Det Grønne Område:

"Det er fuldstændig udramatisk. Jeg føler mig rigtig godt behandlet. Det er fuldt forståeligt, at der er et ønske om nye kræfter her ved indgangen til et nyt årti."

Publiceret 06 November 2019 17:05