"Det er Nordeuropas prægtigste renæssanceslot, og jeg synes altid ,det er sjovt at vise danskere vores egen kulturarv i stedet for, at det kun er udenlandske turister, vi tager derop," siger Rasmus Jarlov om Kronborg - her fra en rundvisning for DGO's læsere på Christiansborg.

Kom med Jarlov på rundvisning på Kronborg

Det lokalt valgte folketingsmedlem, tidligere minister Rasmus Jarlov, inviterer de 16 hurtigste DGO-læsere på tur til Kronborg den 17. november.

Af
Lars Schmidt

RUNDVISNING Det er om at være hurtigt ude, hvis man vil sikre sig en gratis rundvisning på Kronborg i Helsingør med Lyngbys lokale konservative folketingsmedlem, tidligere minister Rasmus Jarlov, som guide.

Turen arrangeres i samarbejde mellem Det Grønne Område og Hamlet Tours, der står for alt det praktiske.

Helt lavpraktisk handler det om at forhåndstilmelde sig på email til info@hamlettours.com.

"Når de 16 hurtigste har fået bekræftelse fra os, skal de ikke gøre andet end at møde op," siger Rasmus Jarlov:

"Jeg har vist rundt på Kronborg siden 2012, hvor jeg startede Hamlet Tours, som dengang var en enmandsvirksomhed. Jeg viser ikke så meget rundt selv mere, men gerne for DGO’s læsere. Det er Nordeuropas prægtigste renæssanceslot, og jeg synes altid ,det er sjovt at vise danskere vores egen kulturarv i stedet for, at det kun er udenlandske turister, vi tager derop," siger han.

Der er afgang fra Virum Station søndag den 17. november kl. 12.

"Vi kører til Kronborg, hvor jeg giver en rundtur på halvanden times tid, og vi forventer at være tilbage senest kl. 16. Undervejs er der naturligvis mulighed for at tale om politik, hvis man ønsker dette," fortæller Rasmus Jarlov.

Det Kronborg, som vi kender i dag, blev færdiggjort i 1585. Det første Kronborg Slot blev opført i 1420’erne og havde de samme dimensioner som nutidens Kronborg.

Kronborg er kendt rundt om i verden for at være skueplads for William Shakespeares ’Hamlet’.

Læs mere om Kronborg:

https://hamlettours.com/kronborg-castle

Publiceret 05 November 2019 11:45