Raadvad er et af de første industrianlæg, der blev anlagt langs Mølleåen, hvor de udnyttede åens vand som kraftkilde. Foto: Lars Schmidt

Raadvad er et af de første industrianlæg, der blev anlagt langs Mølleåen, hvor de udnyttede åens vand som kraftkilde. Foto: Lars Schmidt

Raadvad solgt: Værkstederne kan blive - men køberen er fortsat hemmelig

Freja Ejendomme vil ikke oplyse, hvem man har solgt til. Ejeren bliver først offentliggjort, når en hemmeligholdt udstykning er afgjort. Salget er nemlig betinget af, om ejendommen kan udstykkes.

Af
Lars Schmidt

MØLLEÅEN De mange håndværkere og kunsthåndværkere, som holder til i værkstederne på den gamle knivfabrik i Raadvad, kan ikke ånde lettede op. Heller ikke, selv om nyheden om et salg af knivfabrikken nåede til Raadvad i fredags.

"Der er fundet en køber, men vi får ikke at vide, hvem det er, før udstykningen er sket, og det kan tage lang tid," siger kunsthåndværker Stine Ring. Foto: Lars Schmidt

Det er staten, der var Raadvads ejer, og statens ejendomsselskab Freja Ejendomme havde sat erhvervsdelen af Raadvad til salg for 22 mio. kroner.

Fredag meddelte man så, at man har solgt knivfabrikken. Til en køber, som man ikke vil oplyse navnet på. Ja, man vil faktisk stort set ikke oplyse noget som helst. For salget er betinget af, at der kan finde en udstykning sted. En udstykning, som Freja Ejendomme heller ikke vil oplyse noget om.

Gået nærmere på klingen vil den konsulent, som har udsendt pressemeddelelsen om salget af Raadvad, Thomas Endelt, dog gerne oplyse til Det Grønne Område, at de eksisterende lejere godt vil kunne fortsætte deres lejemål, hvis udstykningen og dermed salget går i orden.

Foto: Lars Schmidt

Foto: Lars Schmidt

Det er alt for tidligt at tale om lettelse hos de lejere af værkstederne, som i mere end et år har frygtet at blive sat på gaden.

"Vi ved simpelthen ingenting, så jeg kan ikke sige så meget. Vi har siden juni 2018 fået at vide, at knivfabrikken skulle sælges. Vi har jo i hele forløbet været nervøse over, hvem køberen skulle være. Vi var urolige over, hvis det blev en privat investor, som jo ville kunne gå ind og overtage vores lejemål, hvis de selv skulle bruge det," siger talskvinden for værkstederne, skulptøren Stine Ring:

"Der er fundet en køber, men vi får ikke at vide, hvem det er, før udstykningen er sket, og det kan tage lang tid. Men Freja Ejendomme har sagt til os, at de har fundet en køber, som går ind for det, som vi står for. Så på den måde kan jeg slet ikke afvise, at det bliver godt. Vi står for restaureringshåndværk og kunsthåndværk, som er uddøende. Samtidig formidler vi Raadvad Knivfabriks historie og Mølleåens kulturhistorie."

I samme ånd som i dag

Lettelse er der til gengæld hos Freja Ejendomme:

"Vi er rigtig glade for dette salg og for den køber, vi endte med. Det har været meget vigtigt for os at sikre, at en fremtidig ejer forstår og påskønner det ret unikke miljø, der kendetegner et historisk sted som Raadvad, og at man nærer et ønske om at drive ejendommen videre i samme ånd som i dag," siger administrerende direktør Karen Mosbech.

Lige som lejerne er heller ikke Lyngby-Taarbæks borgmester, Sofia Osmani, klar til at juble. Hun siger til Det Grønne Område:

"Som kommune har vi ingen indflydelse på et salg, og vi kan heller ikke, med den gældende lokalplan, modsætte os, at fabriksanlægget arealoverføres. Jeg hæfter mig dog ved, at Freja og den nye ejer ikke påtænker at ændre fabriksanlægget, men ønsker at drive det samlede fabriksanlæg videre i samme ånd som i dag. Det er positivt, ligesom jeg naturligvis håber, at køber har den forståelse for området, som Freja ejendomme giver udtryk for," siger hun:

"Det er afgørende at huske, at lokalplanen og bygningsfredningen giver meget snævre rammer for at ændre anvendelsen fremadrettet - og vi holder fast i den udmelding, vi allerede tidligere i forløbet er kommet med. Nemlig at vi fra kommunens side finder den gældende lokalplan god og fornuftig og derfor ikke har i sinde at ændre den."

Foto: Lars Schmidt

Foto: Lars Schmidt

Publiceret 29 October 2019 11:45