Søren P. Rasmussen (V) om budgettet: Bedste udgangspunkt for en omstilling

Venstres kommentarer til budgetforliget.

Af
Søren P. Rasmussen (V),

gruppeformand

BUDGETFORLIG "Dette års budget har fokus på at udvikle og omstille kommunens struktur, så vi øger kvaliteten og tilfredsheden blandt borgerne, samtidig med at vi forhåbentlig også kan frigøre midler til at øge servicen til borgerne i 2021.

Venstre vil arbejde benhårdt for, at der ikke kommer en skattestigning i 2021. Det skal ikke være dyrere og dårligere at være borger i kommunen.

Vi er glade for, at det er lykkes at undgå en skattestigning i 2020, og at der nu samtidig åbnes op for at genoverveje rådhusprojektet, så vi kan frigøre penge til en meget nødvendig renovering af daginstitutioner og skoler.

Vi er ligeledes glade for, at der er lyttet til, at Venstre ønsker en mere ambitiøs udbudsstrategi.

Vi mener, at det er ét af de områder, vi kan minimere vores udgifter på. At alle partier er med i dette års budgetaftale, sikrer det bedste udgangspunkt for den omstilling og genopretning af kommunen, der nu går i gang. Det har kun kunnet lade sig gøre takket være en vilje fra alle til at finde de nødvendige kompromisser."

Publiceret 15 October 2019 13:34