Thaut Images - stock.adobe.com

Lokalfodbold: Se hvem, der vandt og tabte i weekendens kampe

Lundtofte og Virum-Sorgenfri vandt, mens der er dømt krise i Brede

Af
Mikael Østergaard

Fodbold ”Vil du købe en målaktie”?

Cheftræner Henrik Nielsen var på den grønne gren, efter at Lundtofte Boldklub havde sendt Hundested hjem med et nederlag på 6-4.

De to klubber er nyoprykkere i Sjællandsserien, men dengang med Hundested som en klar nummer et. Holdet fra den gamle fiskerby startede da også bedst og kom foran 1-0 efter et kvarters spil, og Lundtofte skulle prise sig lykkelig over, at det ikke gik værre.

”Hundested kunne være kommet foran med både to og tre mål”, erkendte Henrik Nielsen.

Kampen vendte totalt, da Sebastian Christensen udlignede til 1-1 på hovedstød i det 22. minut og Martin Knudsen kort efter sendte Lundtofte i front 2-1, ligedes på hovedstød efter en dødbold.

Desværre optrådte Martin Knudsen i halvlegens sidste minut i skurkens rolle, da han gik i ryggen på en modstander i det kriminelle felt. Straffespark og 2-2.

10 minutter efter pausen blev Lundtofte ramt af et gult kort og 10 minutters udvisning, og det udnyttede Hundested til at bringe sig foran både 3-2 og 4-2.

Det så sort ud, men Maximilian Jerome Hueg reducerede til 3-4 i det 62. minut, og inden for de sidste 10 minutter af kampen vendte Lundtofte det hele totalt på hovedet. Maximilian Jerome Hueg udlignede på hovedstød til 4-4, Arni Gulbor Nielsen gjorde det til 5-4 på Lundtoftes femte hovedstødsmål og Sylvester Øster Petersen cementerede sejren til 6-4.

Det var Lundtoftes anden sejr i træk, og dermed blæser der nye, positive vinde. Med 18 mål har Lundtofte scoret næstflest mål i Sjællandsserien – 6 flere end topholdet Stenløse og kun overgået af Hundesteds 22 fuldtræffere. Til gengæld har holdet det dårligste forsvar med 19 mål imod sig.

Ægte hattrick

Det blev Sebastian Schirmers eftermiddag, da Virum-Sorgenfri lørdag vandt 3-0 over nummer 2 i serie 1, Ledøje-Smørum.

Sebastian Schirmer scorede alle kampens mål. Det første faldt efter 30 minutters spil, da Oskar Reeh spillede Sebastian Schirmer fri med en hælaflevering, og kort efter pausen blev det 2-0, da Nikolaj Amstrup generede målmanden, der gik galt af bolden, som faldt ned for fødderne af måltyven Schirmer. Jacob Lerche var ophavsmanden til målet til 3-0, hvor Sebastian Schirmer igen stod det rigtige sted til at sparke bolden over stregen.

”Det er en tæt række, hvor alle kan slå alle – bortset fra Hørsholm/Usserød. Ud over de tre point og Schirmers målnæse er jeg især glad for, at vi holdt nullet. Det var været vores problem i lang tid, men med Nikolaj Amstrup, Oliver Rosendal, Sorab Niazi og Ali Al-Bahadli har vi fået en stærk 4-back kæde, der ikke giver mange chancer væk”, sagde cheftræner Daniel de Castro Kaarsberg efter kampen.

Næste opgave for Virum-Sorgenfri er udekampen på fredag kl. 18 mod VB 1968.

Holdet fra Værebro har nogle frygtindgydende navne i form af de tidligere udlandsprofessionelle Martin Albrechtsen og Brian Nielsen samt Jimmy Mayasi fra GVI. Og ikke mindst 35-årige Quincy Antipas, der tidligere har optrådt for Hobro, SønderjyskE, HB Køge og Brøndby, men som nu med Martin Albrechtsen som mellemmand er hentet til klubben.

Nedtur i Brede

Hvad der skulle have været et fedt lokalbrag blev en fuser for Brede IF, da holdet i Serie 3 mødte Lundtoftes tredjehold, der inden opgøret var uden point.

Efter en målløs første halvleg, hvor Brede havde flere oplagte muligheder, gik det helt galt efter pausen, hvor Lundtofte kom foran 2-0. Rasmus Nørgaard sørgede for fornyet spænding med et knaldhårdt indlæg, som blev slået i eget net af Lundtofte-keeperen, men Lundtofte slog kontra og vandt 3-1.

Publiceret 07 October 2019 10:00