"Jeg mener, at der er mange gode argumenter for et byggeri ved Lyngby Stadion og meget få gode argumenter imod," siger Sigurd Agersnap. Foto: Lars Schmidt

Kritikken er helt misforstået: "Selvfølgelig skal vi have flere ungdomsboliger og et bedre stadion"

Formanden for teknik- og miljøudvalget, Sigurd Agersnap, fastholder, at der skal flere ungdomsboliger og et bedre stadion til.

Af
Lars Schmidt

Det er ikke de kommende ungdomsboligers skyld, at der vil komme mere trafik omkring Lyngby Stadion i fremtiden.

Det er snarere den generelle udvikling med flere borgere, der kører i bil, kombineret med udviklingen af DTU. De kommende ungdomsboliger vil kun betyder mindre end fem procent af den samlede stigning i biltrafikken.

Det siger formanden for teknik- og miljøudvalget, Sigurd Agersnap (SF), på baggrund af den voldsomme nabokritik af et kommende stadionprojekt, som blev præsenteret i Det Grønne Område i sidste uge.

Agersnap er ikke i tvivl. Det er flere ungdomsboliger og et bedre stadion, der er vejen frem. Og han synes, at kritikken af byggeplanerne er misforstået.

"Selvfølgelig skal vi have flere ungdomsboliger og et bedre stadion i Lyngby," siger han:

"Jeg mener, at der er mange gode argumenter for et byggeri ved Lyngby Stadion og meget få gode argumenter imod. Ved at sælge Lyngby Stadion kan vi få et mere lukket og intimt stadion, og samtidig kan vi få bygget boliger til unge og studerende. Hvis vi samtidig kan slippe for, at kommunen skal drive et stadion for en professionel fodboldklub, så er det i min bog et hattrick af gode ting."

Kritikken er misforstået

Når han bliver spurgt om naboernes kritik af de aktuelle byggeplaner, som Det Grønne Område kunne rapportere om i sidste uge, svarer han afvisende:

"Skal jeg være helt ærlig, så mener jeg, at kritikken af projektet er misforstået. Jeg bor selv meget tæt på stadion, og jeg kan da kun se, at det er en fordel for os naboer med et mindre og lukket stadion, som vil begrænse støjen. Samtidig får vi de nødvendige cykelstier, fortove og lyskryds i Idrætsbyen og på Lundtoftevej. Det er forbedringer, som skal laves lige meget hvad," siger Sigurd Agersnap:

"Idrætsbyen er helt håbløs at færdes i. Vi har så mange børn og unge, som går til fodbold, svømning eller gymnastik i Idrætsbyen, og lige nu er det altså et af de farligste steder at færdes i kommunen. Det kan vi endelig få gjort noget ved med det her projekt."

Sigurd Agersnap afviser samtidig, at byggeriet vil skabe en masse ny trafik:

"Når vi regner på det, så vil trafikken omkring stadion på især Luntofteveje stige med mere en 6.000 bilture i 2030 i forhold til i dag. Det skyldes helt generelt, at folk kører mere og mere i bil, og at blandt andet DTU udvikler sig. I den forbindelse vil studieboligerne på stadion kun betyde 280 daglige ture i bil. Det er mindre end fem procent af den samlede stigning i trafikken," siger han.

Publiceret 01 October 2019 08:55