Mette Hoby Andersen fortæller, at konsekvensen af at være tvunget til at prioritere de mest udsatte børn er, at børn med mindre problemer ikke får den hjælp, de har brug for. Foto: Mikkel Brøgger Petersen

Mette Hoby Andersen fortæller, at konsekvensen af at være tvunget til at prioritere de mest udsatte børn er, at børn med mindre problemer ikke får den hjælp, de har brug for. Foto: Mikkel Brøgger Petersen

Leder om normeringer: Hos en midte af børn får problemerne lov at vokse sig store

En nødvendig prioritering af de mest udsatte børn betyder, at midterfeltets problemer vokser sig større, end hvis der var tid til at gribe ind tidligere, siger tillidsmand og leder, og kalder normeringsdebatten kærkommen

Af
Mikkel Brøgger Petersen

NORMERINGER At måtte opgive at hjælpe et barn i det omfang, der er brug for, er én af de ting, der rammer den faglige stolthed. Det fortæller leder i Børnehuset Spurvehuset og lederne i Lyngby-Taarbæk Kommunes daginstitutioners tillidsmand, Mette Hoby Andersen, til Det Grønne Område.

Og det er én af de konsekvenser, som det nuværende normeringsniveau i Lyngby-Taarbæk Kommune har, vurderer hun.

"Som det er nu, bliver vi nødt til at sortere i rådgivning, vejledning og støtte til familier, som er udfordrede, så der er nogle børn, vi ikke kommer om på samme måde. Der sidder nogle børn, som kunne have brug for det, men man er nødt til at lave en prioritering," siger hun og fortæller, at hun bygger sine betragtninger på en blanding af egne erfaringer, og hvad hun hører fra lederkollegaer og pædagoger.

Hendes beskrivelser af sin hverdag som leder, som fremgår i denne artikel, genkendes af hendes lederkollegaer, fortæller hun.

"Konsekvenserne er, at vi ikke afhjælper tidligt, og problemerne i stedet får lov at vokse sig større. Det kan for eksempel være børn med lettere handicaps eller sociale udfordringer i familien, hvor hvis vi havde støttet tidligere, havde det ikke vokset sig så stort senere hen. Vi hører fra skoler, hvorfor vi ikke har samlet problemer op, som har vokset sig større, og vi hører historier, hvor vi havde set noget i et barn eller en familie, og hvis vi havde taget fat om det, så var problemet ikke vokset sig stort hos barnet eller familien. Men vi må prioritere dem, som slår mest ud. Selvfølgelig gør man det. Men det betyder, at der er en midte, som vi kunne have gjort det bedre for i de tidligere år," siger Mette Hoby Andersen.

Kærkommen debat

Før sommer blev normeringer hyppigt diskuteret både nationalt og lokalt. Debatten gik blandt andet på indførsel af minimumsnormeringer, som Norge netop har indført. Børnepsykolog og forsker i daginstitutioner, Grethe Kragh-Müller, vurderede blandt andet, at Lyngby-Taarbæk Kommunes normeringsniveau ikke var tilfredsstillende.

Lyngby-Taarbæk Kommune har dog bedre normeringer end nabokommuner som Rudersdal, Gladsaxe og Gentofte, ligesom man også ligger over landsgennemsnittet, som formand for børne- og ungdomsudvalget, Gitte Kjær-Westermann (R), påpegede, da Det Grønne Område før sommer satte fokus på de lokale normeringer.

Mette Hoby Andersen kalder normeringsdebatten for "kærkommen".

"Det tidlige børneliv er meget anderledes end for 15-20 år siden. Børn starter sin opvækst i en institution, og mange er der 7,5 time hver dag, fra de er 10 måneder. Det er meget tidligt, at et barn bliver "delt", og det skal rumme, at det ikke får fuld opmærksomhed fra en forælder. . Det er en krævende socialiseringsopgave, vi stiller meget små børn. Derfor er det kærkomment med dialog om, hvilket børneliv man vil skabe for de små børn," siger hun og mener, at netop dét mangler i debatten.

"Vi mangler dialogen om, at hvis man vil skabe daginstitutioner, der skal udfylde rummet for to forældre med fuldtidsarbejde, så er man nødt til at se på, hvilken slags institutioner vi skal skabe, og hvad de skal kunne. Eller tage stilling til, hvad man ikke kan forvente at få," siger hun.

I tvivl om fremtiden

Som det er nu, er der bare opgaver, man ikke kan løfte, fortæller Mette Hoby Andersen. Og det frustrerer.

"Som fagperson bliver man frustreret, når man oplever, at børn har brug for mere hjælp, end vi kan give. Så føler man, at man ikke løfter opgaven godt nok. Når vi har de normeringer, vi har, er der tidspunkter for eksempel om morgenen, hvor det er ligegyldigt, hvor gode vi er til at organisere, så stiller vi ikke med de ressourcer, der bør være. Der må jeg erkende, at nogle medarbejdere står alene for at modtage en større børnegruppe," siger hun og fortæller, at tvivlen om fortsat at blive jobbet kan plante sig.

"Det påvirker én følelsesmæssigt, hvis man ikke gør den forskel, man gerne vil, og man går hjem og tænker, at man gerne ville have hjulpet mere. Man får perioder, hvor man genovervejer, om man skal fortsætte i jobbet eller skifte retning. Det er der kommet mere af, og man oplever det oftere," siger hun.

Som man spørger

Spørgsmålet er så, hvordan man løser problemerne. Her er det ikke nok at kigge på normeringer, siger Mette Hoby Andersen.

"Bare fordi der kommer flere hænder, bliver det ikke nødvendigvis bedre. Det er også, hvordan hænderne bruges. Man bør først tage en dialog om, hvilken kvalitet man gerne vil have. Hvis vi skal løse den i dagtilbudsloven udstukne opgave, hvilket niveau er så værd at stræbe efter. Hvordan skal vi sikre, at alle børn får en så god start på livet som muligt? Hvis vi kunne få en dialog, hvor vi ser på, hvad det er, der skal til for at løse opgaven, og hvor det er, der er mangler, og hvad det vil koste at gøre noget ved de mangler, så kan man efterfølgende lave en analyse af, om det gav en forskel at rette op på manglerne. Om det ville have en effekt," siger hun og minder samtidig om, at man bør huske proportionerne i debatten.

"Brugertilfredshedsundersøgelserne er fine, og jeg har indtryk af, at forældrene er overvejende tilfredse med dagtilbuddene. Men hvis man i brugerundersøgelserne stillede spørgsmål til ressourcerne, så kunne de nok synes, at der mangler noget. Politisk har man fået det indtryk, at det går meget godt. Men det handler også om, hvad man spørger om," siger hun og beretter om et personale, der gør sit bedste.

"Vi yder en betydningsfuld indsats, og vi gør det godt. Med de ressourcer vi har," siger hun.

Publiceret 19 September 2019 10:30