"Jeg kan godt lide det gode købmandskab, ledelse og udvikling. Og så at gøre en forskel for kunderne," siger købmand Morten Møldrup Pedersen, der kommer til at stå for opbygningen og den daglige drift af Rema 1000 i Virum. Foto: Pernille Borenhoff

Rejsegilde: To nye supermarkeder på posthusgrunden i Virum

Onsdag var der rejsegilde på Postgaarden i Virum. To dagligvaresupermarkeder og 19 boliger indvies i løbet af foråret

Af
Pernille Borenhoff

Kommunen får endnu en Postgaarden. Foruden den i Korsbæk på Bakken samt den nyrenoverede Postgaarden på Lyngby Hovedgade kommer der en Postgaarden i Virum. Navnet er måske ikke særlig originalt - men dog velvalgt, for byggeriet, der onsdag holdt rejsegilde for håndværkere, naboer og forretningsforbindelser opføres på den grund, hvor Virum Postkontor indil for ganske nylig lå.

"Vi udskrev en konkurrence i Det Grønne Område, og det var et panel, der vurderede de indkomne forslag og afgjorde, at navnet Postgaarden var det rette til lejlighedskomplekset, hvor der kommer 19 lejligheder. Foruden Rema 1000 og Føtex;" siger Jan Poulsen adm. direktør, Rema Etablering.

Onsdag var der rejsegilde på Postgaarden i Virum. Foto: Pernille Borenhoff

Onsdag var der rejsegilde på Postgaarden i Virum. Foto: Pernille Borenhoff

Otte år fra start til slut

Det har været en lang proces fra start til man i dag begynder at kunne se en ende på projektet.

"Vi startede i 2012. Dengang havde man svært ved at se, at der skulle gå otte år, inden der stod et færdigt projekt. Det har været en meget lang proces, at få lokalplanen godkendt både pga. DSB og trafikstyrelsen. Men jeg synes, at vi hele vejen har haft et godt samarbejde med alle interessenter. Og med kommunen," siger han.

Jan Poulsen regner med, at butikkerne står klar til at modtage de første kunder i slutningen af marts 2020. Boligerne bliver færdige et par måneder derefter.

Tanken var oprindeligt, at der foruden Rema 1000 skulle være et antal dagligvarebutikker. Men sådan bliver det ikke.

I stedet kommer der en Føtex til Virum.

"Vi håber at åbne yderligere fire butikker i Lyngby-Taarbæk kommune," siger Jan Poulsen, adm.dir. i Rema ejendomsudvikling. Foto: Pernille Borenhoff

"Det bliver en helt moderne butik i lighed med den, vi senest har åbnet på Østerbro. Dog uden tekstil og elektronik men med 8500 varenumre," siger regionschef i Føtex, Søren Svenstrup. Ifølge ham danner Føtex food og Rema 1000 et godt par og ligger side om side flere steder i landet.

"Kombinationen af discount og en fuldsortiments dagligvarebutik med slagter, ost, fisk og mange færdigretter er rigtig god," siger han.

Hvem der skal stå for den daglige drift af Føtex i Virum er endnu uvist.

Headhuntet fra Gl. Holte

Det ved man tilgengæld godt hos Rema 1000. Her har man fået fat i den 32-årige købmand Morten Møldrup Pedersen, der har haft stor succes med at åbne og drive Rema 1000 i Gl. Holte, der to gange er blevet kåret til årets bedste Rema i Nordsjælland.

Føtex og Rema 1000 er et godt match,

Føtex og Rema 1000 er et godt match," siger Søren Svenstrup, regionschef i Føtex. Foto: Pernille Borenhoff

"Butikken i Gl. Holte er mit hjertebarn, men den sejler sikkert videre også uden mig. Nu ser jeg frem til at være med til at indrette og opbygge butikken i Virum sammen med de cirka 50 medarbejdere, der kommer til at være her," siger Morten.

At Rema 1000 i Holte har fået så stor en succes, skyldes ifølge ham, at han har haft fokus på at indkøbe varer, der matcher kundeunderlaget, og at han i sit ønske om at være det lokale samlingspunkt har gjort meget for at sponsorere og støtte lokale arrangementer og begivenheder.

"Kunderne ved, hvad de kan forvente, når de kommer herind. Og så sætter vi en ære i alt være meget lokale," siger Morten, der oprindeligt stammer fra Lolland og nu bor i Hvidovre.

Hele byggeriet inkl. 200 parkeringspladser er på 7.700 kvadratmeter.

Publiceret 03 September 2019 11:30