Fra første spadestik på Hovedstadens Letbanes nye kontrol- og vedligeholdelsescenter i Glostrup. Fra venstre Henrik Rasmussen (Vallensbæk), Steen Christiansen (Albertslund), Sophie Hæstorp Andersen (Region Hovedstaden), John Engelhardt (Glostrup), Trine Græse (Gladsaxe), Thomas Gyldal Petersen (Herlev) og Erik Nielsen (Rødovre). Foto: Hovedstadens Letbane/Ditte Valente

Fra første spadestik på Hovedstadens Letbanes nye kontrol- og vedligeholdelsescenter i Glostrup. Fra venstre Henrik Rasmussen (Vallensbæk), Steen Christiansen (Albertslund), Sophie Hæstorp Andersen (Region Hovedstaden), John Engelhardt (Glostrup), Trine Græse (Gladsaxe), Thomas Gyldal Petersen (Herlev) og Erik Nielsen (Rødovre). Foto: Hovedstadens Letbane/Ditte Valente

Letbanens første spadestik var uden Lyngby-deltagelse

I sidste uge var der første spadestik til letbanens kontrol- og vedligeholdelsescenter i Glostrup. Lyngby-Taarbæk og fire andre kommuner deltog ikke.

Af
Lars Schmidt

LETBANEN Fem af letbanens ejerkommuner havde ikke mulighed for at deltage, da det første af mange første spadestik til letbanen blev taget onsdag i sidste uge: Første spadestik til letbanen kontrol- og vedligeholdelsescenter i Glostrup.

Hverken Lyngby-Taarbæk, Ishøj, Brøndby, Høje-Taastrup og Hvidovre havde mulighed for at deltage i den begivenhed, som markerede, at byggeriet af den kommende letbane nu for alvor går i gang.

"Efter mange års arbejde på tværs af kommuner og regionen går vi nu endelig ind i en fase, hvor arbejdet med den kommende letbane bliver mere synligt. Det er både spændende og dejligt, at vi nu er nået så langt med et projekt, som kommer til at hjælpe mennesker i det daglige, lette trængslen og binde hovedstadsområdet bedre sammen," sagde Trine Græse (S), der er formand for letbanens Borgmesterforum og borgmester i Gladsaxe Kommune.

Sammen med fem andre borgmestre og regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen satte hun spaderne i jorden til letbanens nye kontrol- og vedligeholdelsescenter, som ligger cirka midt på letbanestrækningen.

Et stærkt hovedstadsområde

"Letbanen bliver en vigtig brik i at udvikle et stærkt hovedstadsområde for alle og sikre gode transportmuligheder på tværs af regionen. Det er det største infrastrukturprojekt, siden S-toget blev anlagt i 1960’erne. Derfor er det med stor glæde, at vi i dag efter seks års hårdt arbejde sætter spaderne i jorden," sagde regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

På det kommende kontrol- og vedligeholdelsescenter skal letbanetogene fremover vaskes, vedligeholdes og ”overnatte”.

Byggeriet vil blive mere og mere synligt for omgivelserne i den kommende tid, og det kræver en særlig indsats, mener den nyvalgte bestyrelsesformand for Hovedstadens Letbane, Jakob Thomasen.

"Vi vil gøre os umage for at gennemføre projektet som planlagt, hvad angår tid, økonomi og kvalitet, og vi vil gøre os umage for at holde arbejdsmiljøfanen højt. Der vil være svære perioder undervejs, men vi skal arbejde efter det fælles sigte – at finde de bedste løsninger for borgerne," sagde han i sin tale.

Hovedstadens Letbane kører ud på sin første tur i 2025.

Publiceret 27 June 2019 10:00