Lyngby-Taarbæk Forsynings kæmpemæssige rensningsanlæg ved Mølleåen. Det er Forsyningens opgave at holde kloakvand væk fra veje og ude af kældrene, at sørge for rent vand i hanerne, rent grundvand og for, at affaldet skaffes ordentligt væk. Foto: Lars Schmidt

Lyngby-Taarbæk Forsynings kæmpemæssige rensningsanlæg ved Mølleåen. Det er Forsyningens opgave at holde kloakvand væk fra veje og ude af kældrene, at sørge for rent vand i hanerne, rent grundvand og for, at affaldet skaffes ordentligt væk. Foto: Lars Schmidt

Borgerne i Lyngby-Taarbæk står foran store takststigninger

Lyngby-Taarbæk Forsyning har mange store opgaver foran sig de næste år. Opgaver, som betyder takststigninger.

Af
Lars Schmidt

VAND OG AFFALD Modvinden kan nogle gange være lige lovlig strid for Lyngby-Taarbæk Forsyning.

Forsyningen står for vand- og kloakledningsnettet i kommunen, det rene vand og for affaldet. Og især i disse år, hvor det vælter ned med regn samtidig med, at byens veje graves op for at gøre plads til letbanen og til omlægning af ledningsnettet, blæser det op til hård kuling og til tider storm.

"Det er altid en udfordring af være budbringer af en dårlig nyhed. Og vi har ikke sagt tydeligt nok, at rørene, som nu skiftes i forbindelse med anlæggelsen af letbanen, under alle omstændigheder skulle skiftes. Det har været lidt naivt af os," erkender Peter Linde, formand for Forsyingen, ovenpå den seneste storm.

"Borgerne er tvunget til at være kunder hos os, og det betyder, at vi skal være ekstra opmærksomme på, at kunderne altid har ret," siger formanden for Lyngby-Taarbæk Forsyning. Foto: Lars Schmidt

Letbanesagen

En storm, der blev rejst af et indslag i Radio24syv, som fortalte, at letbanen vil koste kommunen ekstra 100 mio. kroner, fordi der på grund af letbanen også skal lægges vand- og kloakledninger i vejene i det centrale Lyngby.

I Forsyningen syntes man, at man havde en god sag, fordi man jo lige så godt kunne gå i jorden samtidig med letbanen - i stedet for, at vejene først skulle graves op til letbanen, siden dækkes til, og så igen graves op til omlægning af de underjordiske kloak- og vandledninger.

For dén omlægning er helt nødvendig, eftersom det eksisterende ledningsnet er for gammelt og slet ikke gearet til de regnmængder, der kommer, fortalte Peter Linde i Det Grønne Område.

"Det er klart, at det er sjovere at fortælle, at tingene bare kan fortsætte, som de altid har været. Det er knap så sjovt at fortælle, at tingene skal laves om, og at det koster penge," siger Peter Linde:

"Men hvis vi ikke omlægger de næsten 100 år gamle rør på Buddingevej og Klampenborgvej, vil vi få kloakvand i husene og i kældrene. Det er ikke sundt. Men hvis nu letbanen ikke skulle komme, så skulle vi lave den omlægning alligevel, og jeg er ganske sikker på, at kommunalbestyrelsen og de forretningsdrivende i midtbyen ville insistere på at få arbejdet gjort så hurtigt som muligt. Og det havde ikke gjort det billigere. Tværtimod. Det havde været vilkårene."

Byggerod i otte år

Lige nu arbejdes der på højtryk med at få letbaneprojektet og projektet med at separere regnvand og kloakvand i det centrale Lyngby, Fæstningskanal-projektet, til at passe sammen.

Planlæggerne er kommet på lidt af en opgave, og det er med at holde tungen lige i munden. For hensigten er at genere borgere og erhvervsdrivende så lidt som muligt, understreger Peter Linde.

Letbanen indvies i 2025, og det er meningen, at Fæstningskanalen skal være færdig to år senere. Så de næste otte år er midtbyen i byggerod.

"På Forsyningen er vi bevidste om, at vi griber ind i borgernes hverdag. Alle teknikere arbejder lige nu på at få letbaneprojektet og Fæstningskanalprojektet til at passe sammen," fortæller Peter Linde:

"Vores kommunikative udfordring i midtbyen er reel. Det er jo et lille milliardprojekt. Det er et stort projekt at sikre midtbyen. Vi kan gå i gang om to år med Fæstningskanalen og den øvrige midtby, og vi skal håndtere Klampenborgvej først. Det hele vil vare fem-seks år frem til 2027."

Taksterne vil stige

Lyngby-Taarbæk Forsyning er alene finansieret af det, som kommer ind via taksterne fra borgere og virksomheder i kommunen.

Og de kommer til at holde for de næste år, for der er mange store opgaver, som skal løses.

"Alene i år har vi en takststigning, som svarer til 600 kroner pr. husstand. Det skyldes vores anlægsomkostninger. Det gode er, at driften stadig er stabil og bliver mindre for hvert år, fordi vi driver forretningen mere rationelt," understreger Peter Linde og advarer mod, at taksterne stiger yderligere de næste mange år:

"Når vi har fået alle vores rør til at virke, så ender vi med takster på linje med 2010. Over 15 år vil det svare til en stigning 2.000 kroner om året pr. husstand. Desværre er der ikke noget som helst inden for det her område, der er gratis."

Opgaverne

Lyngby-Taarbæk Forsynings primære opgave er at sørge for, at der ikke er kloakvand på vejene og i kældrene rundt om i byen. Opgaven er også at skaffe kloakvandet væk - og samtidig sørge for, at der er rent vand i hanerne og rent grundvand.

En primær opgave for Forsyningen er også at sørge for, at affaldet transporteres fra Genbrugspladsen til sortering.

Og så kommer alle anlægsopgaverne oveni. Dem, der gør, at tingene kommer til at koste ekstra hen over de næste mange år.

"Opgaven er ikke, at man skal kunne sejle i robåd på Fæstningskanalen eller gå ud i naturen og se på gamle rensningsanlæg eller smukke bede langs vejene," siger Peter Linde:

"Inden for de næste 15-20 år har vi investeringer for tre mia. kroner. Vi har vel rundt regnet 100 km rør, der skal udskiftes. Vi skal have nye vandværker, og de gamle bassiner svarer ikke til de nutidige vandværkers rensningsprincipper. Og vi skal rundt alle steder i hele kommunen for at sørge for, at rørene svarer til de vandmængder, der kommer. Og der kommer meget," fortæller han:

"Fæstningskanalen og Midtbyen er en tredjedel af de tre mia. kroner. Der er mere end Fæstningskanalen i det. Det er lige så meget al vandregulering andre steder i Lyngbys centrum. Det er den største af de opgaver, vi har foran os. Midtbyen ligger meget lavt. Vandet kommer til Midtbyen fra Lundtofte, toppen af Klampenborgvej, Lyngby Vest, Bondebyen. Det laveste område i dag er parkeringskælderen under Lyngby Storcenter. Så det, vi er i gang med nu, er at separere kloakvand og spildevand i Midtbyen. Det er det, der er planen med Fæstningskanalen."

Servicen til borgerne

På spørgsmålet om, hvad der er Forsyningens største udfordringer nu og her, svarer han:

"At få kloakvandet væk, at vi stadig har rent vand i rørene og få affaldet sorteret. Visionen er at gøre det på en borgervenlig måde," forklarer Peter Linde:

"Borgerne er tvunget til at være kunder hos os, og det betyder, at vi skal være ekstra opmærksomme på, at kunderne altid har ret. Når vi har nogle sager, overvejer vi altid, om vi har informeret godt nok. Det er vores forpligtelse at fortælle om de projekter, vi har, så de ikke behøver bekymre sig," siger han:

"For to år siden var vi ikke opmærksomme på, at overgangen mellem to år ved nytår begge var ulige uger, og så var der mange, der ikke fik hentet storskrald i uge 1. Folk havde en berettiget grund til ikke at føle sig informeret. Det er den tilgang, vi skal have, og vi skal forstå det hele tiden. Vi skal forstå, at vi aldrig er færdige med at yde service til borgerne."

Publiceret 05 April 2019 11:45