Klippekomiteen i aktion: Stefan Jørgensen, Hjerteforeningen, Lis Knudsen, Hjerteforeningen, Paul Knudsen, formand for Teknik-og Miljøudvalget, Dorete Dandanell, formand for Kultur og Fritidsudvalget og borgmester Søren P. Rasmussen.
Fotos: Conny Christophersen.

Klippekomiteen i aktion: Stefan Jørgensen, Hjerteforeningen, Lis Knudsen, Hjerteforeningen, Paul Knudsen, formand for Teknik-og Miljøudvalget, Dorete Dandanell, formand for Kultur og Fritidsudvalget og borgmester Søren P. Rasmussen. Fotos: Conny Christophersen.

Tag en tur på Hjertestien

I lørdags blev den første af Lyngby-Taarbæk kommunes nye sundhedsstier indviet ved Folkeparken ved Lyngby Sø.

I samarbejde med Hjerteforeningens lokalkomité for Lyngby-Taarbæk har kommunen afmærket en 4, 5, km lang rute langs stien rundt om Lyngby Sø. Stien, der kaldes en hjertesti, starter og slutter i Folkeparken.
Stien blev indviet med maner. Der var nemlig hele fem til at klipe snoren over:
Borgmester Søren P. Rasmussen, initiativtagerne til stien Dorete Dandanell, formand for Kultur- og Fritidsudvalget og Lis Knudsen, formand for Hjerteforeningens lokalkomité, Paul Knuden, formand for Teknik- og Miljøudvalget og Stefan Jørgensen, Hjerteforeningens sekretariat.

Nyd naturen og kom i form

- Vi synes en sundhedssti er en sjov og herlig måde at opleve naturen på, samtidig med at man forbedrer sin kondition ved at få en masse motion. Det er sundt for både kroppen og sjælen, lød det fra Dorete Dandanell, inden hun begav sig ud på den første tur ad den nye sti.
- Stien er for alle, både børn og voksne. Man kan gå, løbe eller cykle alene eller sammen med andre på stien. Og den er åben hele døgnet. Så det er bare med at komme i gang, lyder opfordringen til Lyngby-Taarbæks borgere fra Lis Knudsen, der senere vil lave diverse arrangementer på stien.

Find vej med skilte og foldere

En hjertesti er en afmærket motionsrute, hvor der langs ruten er opsat skilte med Hjerteforeningens logo og små informationsfoldere, hvor man kan se ruten og få lidt at vide om de steder, man møder undervejs. F.eks. at Folkeparken blev anlagt i 1938 som et beskæftigelsesprojekt. Og at det er forbundet med livsfare at færdes uden for stierne i Lyngby Åmose, da mosen forekommer bundløs.

Mere sti og motionsplads

Projektet med Hjertestien vil snarest blive fulgt op af endnu en motionssti i et andet grønt område. Den nye sti vil blive afmærket på stierne langs Mølleåen fra Lyngby op til Brede og tilbage langs Brede Allé. Endelig bliver Hjertestien ved Lyngby Sø kombineret med en udendørs motionsplads langs Søbredden ved Lyngby Sø
- På den nye motionsplads, som forhåbentlig er klar til foråret, vil borgerne kunne bruge forskellige udendørs motionsredskaber. Det bliver en slags sundhedsplads på et smukt sted, hvor både børn og voksne kan mødes og dyrke motion, få en snak eller blot nyde udsigten. Det håber jeg kan være med til at skabe en ny udekultur, hvor en cocktail af motion, leg og natur er med til at skabe velvære for borgerne, siger Dorete Dandanell.
/sig

Publiceret 13 September 2010 12:00