Debat: Kender vi reelt Sorgenfris kunder?

Birgitte Olsen, Kløverbakken 7, 2830 Virum

Birgitte Olsen, Kløverbakken 7, 2830 Virum

DEBAT Hvem er Sorgenfri’s kunder? Hvad er deres kunderejse? Hvilken adfærd har de? Hvilke behov har de? Hvad værdsætter de?

Jeg mangler viden - objektiv viden.

Jeg har tidligere deltaget i et enkelt borgermøde og har desværre ikke mulighed for at prioritere tid til disse møder. Denne form for borgerinddragelse egner sig nok til en anden målgruppe end børnefamilierne…

Hvis der kom et digitalt spørgeskema ud eller hvis jeg blev spurgt foran Irma eller ved stationen, så ville jeg rigtig gerne bidrage. Tænker mange børnefamilier eller andre travle væsener kan forholde sig til det?

Jeg har været borger i Sorgenfri i 10 år og har to børn på Hummeltofteskolen.

Mit indtryk er, at børnefamilierne udgør en meget stor del af Sorgenfri. Er de blevet hørt?

Sorgenfri er tryg, sikker og med masser af tilbud til børn. Sorgenfri er nær grønne områder og Lyngby. Alt det gode skal fastholdes samtidig med, at der skal sikres udvikling og tilpasning til fremtidens behov.Mit ønske er derfor, at man optimerer det eksisterende, forfiner det og gearer det til fremtiden.

Og så gør det ikke noget, hvis man tilegner sig en corporate tilgang og finder inspiration i hvordan virksomheder arbejder med customer experience, kunderejser, markedsanalyser, value proposition, visioner etc., så vi kan sikre det rette gearskifte i Sorgenfri. Dét vil jeg gerne bidrage til!

Publiceret 03 December 2019 13:00