Debat: Hvordan kan man tillade studieboliger på en af Danmarks mest forurenede industrigrunde?

Karl-Henrik BaumLundtofteparken 50, Kgs. Lyngby

DEBAT Studieboliger på en af Danmarks mest forurenede industrigrunde.

Den 11. november var der borgermøde om byggeriet af 475 studieboliger på Atlas grunden i Lundtofte. Grunden er på top 10 over de mest forurenede grunde i Danmark.

Projektet som sådan er ok. Højden er reduceret til 16,5 m mod tidligere forslags vilde 28 m.

Men det er ubegribeligt, at kommunen tillader et byggeri på en mega forurenet grund, uden at der foretages en gennemgribende oprensning.

I stedet vælger man at indkapsle forureningen - dvs lægge låg på - så giftige dampe ikke trænger op i boligerne. Men måske i stedet siver ned i grundvandet.

Og med de nye boliger er senere oprensning en umulighed. Det er helt uansvarligt både for beboerne i ungdomsboligerne og for alle os andre i området.

Af mødet fremgik at størstedelen af teknik installationerne lægges på taget. Så undgår man at grave i den forurenede jord.

Regionen har ikke afsluttet sine undersøgelser og overvejelser om forureningen. Men smart nok vælger bygherren Pension Danmark og Lyngby-Taarbæk kommune at igangsætte byggeriet nu. Så kan det ligesom være lige meget med et senere krav om oprensning.

Vi må kræve at lokalplanen sættes på stand by, og byggeriet udsættes indtil der er foretaget en gennemgribende oprensning af jordforureningen på Atlas grunden.

Publiceret 19 November 2019 08:00