Debat: Lad os få et kreativt og visionært byggeri på Lyngby Stadion

Ole Mathiesen, Høtoften 20, Virum

DEBAT Så fik vi en gevaldig buket af positive input til projektet om Idrætsbyen og Lyngby stadion. Og godt for det!

Nu må naboernes holdninger og meninger bestemt ikke glemmes eller ignoreres, men diverse lokale interessenter og ikke mindst FIL, vejer positivt i vægtskålen. Især Anni Frisks klare udmelding om Badeparken og SFs ditto om Hyldehaverne lover godt.

Så samtidig med, at man kan ønske projektet ”god vind i sejlene”, ikke mindst på fodbolden og de unges vegne, så er der et meget stort men!

Der er gennem mange år bygget så meget grimt og fantasiløst i Lyngby-Taarbæk, at alle gode kræfter må arbejde på følgende: Find nu de bedste arkitekter og de mest kreative udviklere til projektet. Det bliver jo noget, som nærmest skal stå ”til evig tid”. Det behøver nødvendigvis ikke være tegnestuen BIG (men det kunne det godt være), for der findes andre kreative folk i dette land.

Men få nu lavet det ordentligt, visionært og iderigt!

Publiceret 13 November 2019 14:30