Hans Bjerg-Pedersen ved receptionen efter Lyngby Boldklubs oprykning tidligere i år. Han var formand for Lyngby Boldklub i 25 år. Foto: Lars Schmidt

Hans Bjerg-Pedersen ved receptionen efter Lyngby Boldklubs oprykning tidligere i år. Han var formand for Lyngby Boldklub i 25 år. Foto: Lars Schmidt

Debat: Kommunens idrætslige flagskib får forhåbentlig omsider vilkår, der matcher de klubber, vi ønsker at være i selskab med

Hans Bjerg-Pedersen, Skodsborg Strandvej 152, Skodsborg

DEBAT Om 515 dage, 14 timer og 35 sekunder fejrer Lyngby Boldklub 100 års jubilæum.

Klubben er således en af de ældste institutioner i Lyngby-Tårbæk Kommune. Som alle andre organisationer, der er baseret på frivilligt arbejde, har klubben haft op og nedture. Under 2. verdenskrig så meget, at Kong Christian den 10. ydede klubben økonomisk støtte.

Jeg gætter på, at Hr. Mogens Friis aldrig har sat sine ben på Lyngby Stadion. Han har aldrig oplevet en træningsaften, hvor flere hundrede af kommunens børn, drenge og piger tumler rundt under ledelse af et tocifret antal frivillige ledere og trænere.

Han har ikke været til lørdagssamling i Old Boys-afdelingen, som er en af landets største, og hvor op mod hundrede af kommunens ældre borgere har et herligt socialt samvær, under dyrkelse af sund motion. Og en enkelt pilsner.

Samme Old Boys-afdeling leverer til næste år, og har leveret de seneste år, 3.500 frivillige mandetimer, når Lyngby-Tårbæk Kommune og Det Kgl. Teater opfører Hobitten i Ulvedalene.

Kompensationen herfor anvendes i ungdomsafdelingen, der sender piger og drenge på udviklende ture i Danmark og i udlandet.

Lyngby Boldklub er andet og meget mere end klubbens professionelle afdeling.

Men det er en forudsætning for begge parter, at samarbejdet fungerer optimalt. Og det har det ikke altid gjort. I Don Ø’s tid blev der gjort store anstrengelser for at nedlægge amatørafdelingen.

Friends of Lyngby, der hovedsageligt består af LB-veteraner har haft en helt anden og selvfølgelig tilgang til arbejdet. Ægteskabet fungerer helt uden gnidninger – tværtimod – man har stor glæde af hinanden, og ved, at det er den første forudsætning for den succes, man pt. oplever.

Nu har jeg læst Hr. Mogens Friis’ indlæg i DGO flere gange. Jeg har vanskeligt ved at se motiv og logik i hans skriv.

Hvad har Simon Pihls Las Vegas tur med Lyngby Boldklub at gøre?

Ved salget af anlægget fjerner kommunen sig netop fra spekulation og spil. Man overlader risiko og fremtidige udgifter, forhåbentlig, til den eneste enhed, der har forudsætninger for at drive stadion rentabelt: Lyngby Boldklub.

Jeg har ingen forstand på letbanen, så den vil jeg undlade at kommentere.

De to fremdragne eksempler, med FCK og Brøndby, holder heller ikke vand. FCK’s problemer, som ikke er som beskrevet, udspringer af fejlslagne investeringer i ikke fodboldrelaterede investeringer og spekulationer. Det er hævet over enhver tvivl, at i årene efter overtagelsen af Parken var FCK en fuldtonet økonomisk succes.

Brøndbyernes problemer hidrører fra årlige driftsunderskud i 50-100 millioner kroners størrelsen, drevet af voldsomme udgifter til lønninger til spillerne. En historie, Friends of Lyngby er for kloge til at gentage.

Hr. Mogens Friis kan finde to helt modsat rettede eksempler i nye stadions i FCM og Silkeborg.

Jeg har været formand i Lyngby Boldklub i 25 år og har forhandlet med kommunen i mere end 40 år, og det har været en evig kamp.

Eksempelvis kunne vi ikke få et lysanlæg, fordi vi aldrig spillede aftenkampe. Alt salg af øl og pølser på stadion gik lige i lommerne på en privatmand. Vi måtte ikke have reklamer på banderne, og da vi endelig fik dem, skulle vi dele provenuet med Trongårdens Idrætsforening, som brugte stadion én gang om året, og FIL, som aldrig levnede boldklubben en chance.

Jeg oplever nu en medarbejdende kommunalbestyrelse, med visioner og realisme, der for første gang går LB’s vej.

Jeg har bemærket mig et andet læserbrev, som taler om, at det kun er nogle få egoister, der er imod LB’s fremtid. Håber for byen, at han har ret, og at kommunens idrætslige flagskib omsider får konkurrencevilkår, der matcher de klubber, vi ønsker at være i selskab med.

Vi ses på stadion.

Publiceret 31 October 2019 11:00