Debat: "Er en kommune, hvor asfalten på veje og stier er hullede som en si, en velhavende kommune?"

Ole Mathiesen, Høtoften 20. Virum

DEBAT I årevis, og igen og igen, kan man høre Lyngby-Taarbæk benævnt som en ”rig Nordsjællandsk” kommune.

Men hvad det egentlig betyder, står hen i det uvisse. Ingen, hverken politikere eller andre, har budt ind, når spørgsmålet et blevet stillet.

Vi taler om en kommune, hvor ukrudtet får lov at gro på veje og gadehjørner, hvor skilte er ulæselige, fliser i hobetal er knækkede og asfalten på veje og stier er hullede som en si. Hvor skoler og daginstitutioner i den grad trænger til maling og anden vedligeholdelse.

Men nu lysner det måske!

En ledende politiker, udvalgsformand Sigurd Agersnap, bruger i DGO ( 22.10) udtrykket, ”en af landets mest velhavende kommuner”. Så Sigurd, nu venter vi spændte på din definition. Hvordan er LTK en velhavende kommune?

Et svar her i DGO, vil være meget velkomment.

Publiceret 31 October 2019 08:00