Simon Pihl Sørensen:

Simon Pihl Sørensen: "Ikke langt fra Lundtoftevej boede Citronen – Jørgen Haagen Schmidt - i en kort periode. På Islandsvej nr. 6. Man mener, at det var ham, der i den periode udførte sabotage på Lama-fabrikken i Ørholm. Netop i de her dage er det 75 år, siden Citronen døde i en kugleregn i Jægersborg. Det er disse unge mænd og kvinder, vi bør hædre." Foto: Lars Schmidt

Debat: Før vi hylder Scavenius, så lad os hylde dem, der reddede vores jødiske landsmænd, og modstandsfolkene

Simon Pihl Sørensen (S),viceborgmester

DEBAT At beboere på Lundtoftevej vil opkalde en del af vejen efter Scavenius er ideelt tænkt. Det er en god idé at opkalde veje efter personer, der har en tilknytning til vores område – politisk, kulturelt eller på anden måde.

Men Scavenius er ganske rigtigt – og det er vel en meget mild formulering – en omdiskuteret, men betydelig politisk figur, igennem og imellem de to verdenskrige.

Omdiskuteret og mangefacetteret er også den samarbejdspolitik, han var eksponent for - og som han på den fremmeste post tog ansvaret for i en periode under krigen.

Og lige som det med en anden betydelig person, der boede i vores by under krigen, G. F. Duckwitz, er det rigtigt, at de indirekte sikrede mange jøders liv. Især for Duckwitz' vedkommende. Så er det også – efter min opfattelse – forkert at navngive en vej efter Scavenius.

Det er også rigtigt, at bedømmelsen af samarbejdspolitikken kan blive for ensporet. Men samarbejdspolitikken kostede også liv. Mange liv.

Og før vi Lyngby-Taarbæk kommune hylder samarbejdspolitikkens fremmeste, bør vi hylde de fiskere, der satte livet på spil for at redde vores jødiske landsmænd og de modstandsmænd og -kvinder, der kæmpede for vores land.

Ikke langt fra Lundtoftevej boede Citronen – Jørgen Haagen Schmidt - i en kort periode. På Islandsvej nr. 6. Man mener, at det var ham, der i den periode udførte sabotage på Lama-fabrikken i Ørholm. Netop i de her dage er det 75 år, siden Citronen døde i en kugleregn i Jægersborg. Det er disse unge mænd og kvinder, vi bør hædre.

Publiceret 23 October 2019 11:00