Arkivfoto

Arkivfoto

Debat: Et bedre stadion giver en bedre by

Niels Andreæ, Caroline Amalievej 9, Lyngby

Kære kommune.

Jeg tillader mig at skrive dette da jeg bestemt mener at et bedre stadion giver en bedre by.

Jeg er tilflytter til kommunen fra det mørke Jylland. Og jeg nyder virkelig at bo her i - efter min mening - landets bedste kommune sammen med min familie. Det eneste jeg har savnet fra det jyske, er sammenhængskraften i byen. Altså den fornemmelse af at være “fra Lyngby af”, som en fælles værdi blandt borgerne.

Derfor begyndte jeg også for nylig at gå fra mit hus over på den anden side af gaden - og ind i Lyngby Idrætsby. Her fandt jeg det. Et sundt fællesskab med andre borgere - unge som ældre, der var stolte af at repræsentere denne fantastiske by.

Som nabo til idrætsbyen, nyvunden fan af Lyngby og stolt sponsor af byens Superligahold har jeg med interesse fuldt stadiondebatten, og jeg glæder mig meget over udsigten til et nyt stadion. Jeg ved fra det jyske, hvor stor betydning fodboldklubber og deres stadions har for byer, og det skal man ikke underkende.

Udover at Lyngby Idrætsby endelig bliver færdig med et nyt stadion, så får byen nogle flere ungdomsboliger så flere ingeniørstuderende kan bo lokalt i Lyngby og opleve vores by. Disse ingeniører er altså fremtidens velfærdsbetalere, fremtidens shoppere og måske også en fremtidens kollega på de lokale arbejdspladser - med andre ord oplagte medborgere i fremtidens Lyngby. Det er værd at "flaske" dem op i Lyngby og holde på dem, så vi også i fremtiden kan have en levende by.

Med et stadion vil der opstå så meget fælles værdiskabelse. Erhvervslivet i vores by får et oplagt, fysisk samlingspunkt, hvor vi kan mødes, videreudvikle og investere yderligere i denne fantastiske by. Og studieboligerne og den tætte placering ved DTU giver oplagte synergier for at samles yderligere og lave den fælles værdiskabelse, vi lever af her i kommunen i disse år.

Det er vigtigt, at vi har nogle stærke samlingspunkter i kommunen. Vi har Vidensbyen, og vi har Lyngby Centrums unikke handelscentrum i absolut topklasse - men vi trænger til et samlingspunkt i Idrætsbyen og et stadion, der kan understøtte hele byen - og samler både børn og voksne.

Jeg håber derved, at man tillader byen et bedre stadion.

Publiceret 22 October 2019 15:00