Christine Pryn, violin, John Ehde, cello og Manuel Esperilla, klaver udgør tilsammen Rudersdal Kammersolister

Christine Pryn, violin, John Ehde, cello og Manuel Esperilla, klaver udgør tilsammen Rudersdal Kammersolister

Kammersolister i kirken på mandag: Den svære toer i Sorgenfri

Der er udelukkende 'toere' på programmet ved Rudersdal Kammersolisters koncert den 21. oktober

Toeren er altid svær, siges det, men det skulle man ikke tro, når man hører Rudersdal Kammersolisters program, der udelukkende består af fantastiske toere. Ved to koncerter i henholdsvis Svenska Gustafskyrkan på Østerbro og Sorgenfri Kirke 20. og 21. oktober spiller de russisk og dansk musik.

Første værk er Dmitri Smirnovs 2. klavertrio, som han skrev til sine venner i den berømte Tchaikovsky Trio. De var immigreret til Vesten, og han regnede aldrig med at se dem igen, men så faldt Jerntæppet, og de kunne igen mødes.

Det danske indslag er Carl Nielsens 2. sonate for violin og klaver. Koncerten afsluttes med Shostakovich' 2. klavertrio, der blev til under dramatiske omstændigheder: 2. Verdenskrig rasede.

Rudersdal Kammersolister blev dannet sidste år på opfordring af den berømte russiske komponist Lera Auerbach og er således født med en tilknytning netop til den musiktradition. I november drager de på turné til Rusland, hvor de bl.a. spiller åbningskoncerten ved Sound Ways Festival i Skt. Petersborg. /peb

Publiceret 18 October 2019 08:30