På Brede Værk blev der produceret korn, krudt, kobber og klæde.

På Brede Værk blev der produceret korn, krudt, kobber og klæde.

I Horsens kan man nu lære om Bredes historie

Udstillingen på Brede Værk er flyttet. Nu formidles historien om 'industriens vugge' med to årlige foredrag og QR-koder

Pernille Borenhoff

Udstillingen på Brede Værk, der maj 2009 blev åbnet med pomp og pragt og i overværelse af selveste Dronning Margrethe, er nu taget ned. Udstillingen er er flyttet til Danmarks Industrimuseum i Horsens. Forud for lukningen ligger et kuldsejlet forsøg på at skabe et museumsmiljø i Brede.

Det skortede ellers ikke på visioner og store ord fra daværende museumsdirektør Carsten U. Larsen.

"Vi har en forventning om, at ca. 100.000 gæster vil besøge det nye museum på en sæson. Dog er tallene i virkeligheden uforudsigelige, for der findes ikke noget andet nationalt industrimuseum i Danmark, vi kan sammenligne med," sagde han 23. maj 2009 til Det Grønne Område.

Hele projektet kostede omkring 45 millioner kroner. De 30 mio. kom fra fonde. Resten fra Nationalmuseet egen kasse.

Fra 40.000 til 2.183 besøgende

"Vi er opmærksomme på, at et nyt museum vil tiltrække mere trafik, og vi vil selvfølgelig ikke være til gene for lokalsamfundet. Derfor må vi finde en løsning i samarbejde med Lyngby-Taarbæk Kommune. Det er vores håb, at gæsterne vil benytte sig af den gode offentlige transport i form af Nærumbanen tæt på. Derudover mener vi, at parkeringspladsen ved Frilandsmuseet på Bredevej og p-pladsen bag ved Brede Værk stort set kan dække behovet.

Besøgstallet i 2009 var flot. Men ikke helt som projekteret. 40.000 lagde dette år vejen forbi de nyåbnede museum i Brede.

I 2017 var der blot 2.183, der gik gennem tælleapparatet. Det var dog heller ikke længere gratis at besøge hverken Frilandsmuseet eller Brede Værk.

Direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev blev ved sin indsættelse sat på en opgave, der lød på, at han skulle barbere godt 31 millioner kroner af museets budget.

Og her kom Brede Værk i spil.

Det kostede 1,6 millioner kroner årligt at drifte Brede Værk. Og med en indtægt på 100.000 kroner, så lå der en årlig besparelse på 1,5 millioner kroner.

"Museet har ikke formået at trække publikum dertil, og det ville koste flere millioner i ændring af udstilling og markedsføring at få flere publikummer til," sagde Rane Willerslev til Det Grønne Område 21. oktober 2019.

Nu er det blevet virkelighed.

Rundvisninger og skattejagt

Horsens Industrimuseum har overtaget installationen i Brede Værk, der giver et indblik i historien om almindelige menneskers hverdag på vej mod nutidens samfund.

Men historien formidles stadig i Brede. For Stadsarkivet har fået til opgave at at sætte fokus på at udvikle og tilbyde formidlingsaktiviteter i det ganske særlige historiske miljø. Og den opgave er lagt i hænderne på stadsarkivar Mette Henriksen.

"Vi kommer til at lave et par årlige rundvisninger. Den første var i juni, hvor 75 deltog. Den næste kommer inden jul. Folk er meget interesserede i områdets historie, og flere af deltagerne kunne selv fortælle om deres historier med at vokse op i arbejderboligerne i Brede. Det er tydeligt at mange borgere har Brede i deres hjerte," siger Mette Henriksen.

Af andre nye tiltag nævnes, at Kultur- og Fritidsudvalget ønsker, at Stadsarkivet udarbejder et undervisningsmateriale til kommunens skoler, hvor eleverne gennem en skattejagt lærer om industrikulturen og deres egen lokalhistorie.

"I samarbejde med Nationalmuseet arbejder vi på at opsætte en fælles skiltning på området. Evt. suppleret med QR-koder," siger Mette Henriksen.

Publiceret 05 October 2019 11:00