DEBAT: Letbanen letter kommunekassen - svar til Sophie Hæstorp Andersen

Mogens FriisLangs Hegnet 39, Kgs. Lyngby

DEBAT Svar til Sophie Hæstorp Andersen.

Ihærdigt forsøger Sophie Hæstorp Andersen (S) i sit debatindlæg at tale for letbanen i forbindelse med Herlev Sygehus, der er dog på ingen måde tale om objektive beviser for hendes mange påstande, som er et partsindlæg.

Lad mig lige gennemgå dem en for en:

Det er ikke alle patienterne, der i dag kun kommer med S-tog og skal videre til Herlev Sygehus. De kommer fra mange andre steder, hvor der ikke er en S-togslinje, og derfor er muligheden for at skifte til letbanen ved Herlev S-togstation ikke så oplagt, som hun skriver.

Det er ikke kun fra Ring 3, bilerne kommer til Herlev Sygehus. Der er mange andre vejforbindelser, især de nord-, syd- og tværgående vejforbindelser, der ikke er særligt trafikbelastede. Bilisterne vil næppe benytte letbanen, som kun går på tværs af kommunerne.

Det er ikke hele døgnet, at der er meget trafik på Ring 3. Spidsbelastningen er koncentreret i højst en halv time ved Ring 3 i Gladsaxe-krydset. Trafikken glider generelt fint, og det er kun undtaget i en halv time om morgenen og om eftermiddagen.

Det er ikke alle brugere af sygehuset, der vil komme på samme tid. Det gælder både patienterne og sygehuspersonalet, der kommer glidende over hele dagen til sygehuset med skiftende vagter, og der er ingen problemer for patientbesøg, der fordeler sig over hele dagen og aftenen.

Det er ikke alle, der har så god mobilitet, at de kan tage letbanen. Mange er dårligt gående og skal køres direkte til døren - ikke mindst ældre, der skal til efterbehandling.

For at slutte dette debatindlæg af, hvordan ser så letbanens økonomi ud i fremtiden? – Ikke god efter min opfattelse. Det behøver jeg ikke yderligere argumentation for, bortset fra at borgerne i Lyngby kommer til at betale 23% af en letbane, som de næppe vil benytte særlig meget. Foreløbig ser det ud til, at den offentlige transport falder, alene i år er det sket med 17%, og der er ingen grund til at antage, det vil ændre sig i fremtiden, når små billige el-biler bliver en standard og kæmpe succes for transportområdet.

I dag kørte jeg til city i en el-bil fra DriveNow på 14 minutter fra Kgs. Lyngby – prisen var 44 kr. med betalt parkeringsafgift og gratis strømforbrug. Den samme vej vil med offentlig transport være på 35 til 40 min. og koste 34 kr. Jeg kan ikke få øje på nogen fordel ved offentlig transport overhovedet.

Uden en letbane kunne der blive mere til det sociale område, kære Sophie Hæstorp Andersen (S). Dine argumenter er langt fra velunderbyggede, og nogle af dem er direkte forkerte.

Jeg lader lige billedet stå.

Publiceret 05 October 2019 07:00