DEBAT: "Lad os drøfte indhold - jeg har det bedst med at vi fokuserer på at sparke til bolden end til manden eller kvinden"

Simon Pihl Sørensen, viceborgmester (S)

DEBAT Jeg synes det er befriende, at vi har en god debat i forbindelse med de kommunalpolitiske beslutninger. Det er vigtigt, at alle borgere kan komme til orde. Det kvalificerer de kommunalpolitiske beslutninger.

Debatterne må også være engagerede og entusiastiske – og man må også give den fuld gas for at fremme ens synspunkter. Også når de rettes mod kommunalpolitikere. Politik er en kontaktsport. Vi skal kunne tåle, og jeg skal love for, at vi tåler. Over årene har jeg fået trusler og blevet kaldt både dette og hint. Det giver ingen søvnløse nætter, selv om jeg har det bedst med at vi fokuserer på at sparke til bolden end manden eller kvinden.

Men der hvor det rør mig mest, er når mine politiske kollegaer og embedsmænd bliver beklikket på deres hæderlighed.

Jeg synes der er en stærk tendens til lige netop at beklikke hinanden, bare fordi der er en uenighed.

Efter at have læst DGO og angrebene på borgmester og kommunaldirektør, synes jeg vi er nået grænsen. Jeg har arbejdet sammen med fire borgmestre – og vi har selvfølgelig være uenig om meget. Men jeg har aldrig oplevet andet end ordentlighed, respekt og tillid. Og så når det går hårdt for sig. Det gælder også den nuværende borgmester. Skulle vi nu ikke bare drøfte sagens indhold.

Publiceret 05 October 2019 10:00