Debat: Engagér dig i lokalpolitik - tingene er sjældent så enkle og sort/hvide

Martin Vendel Nielsen, M-KB (K)

Cecilie Holm Elkjær udtrykker, i DGO, den 17. september, endog meget stor utilfreds med såvel skoler, som legepladser i kommunen og redegør for, at Københavns og Ruderdal kommuner er foran på legepladsfronten.

Jeg medgiver, at vi i kommunen har et efterslæb på vedligeholdelsen af skoler og legepladser og ved, at hele kommunalbestyrelsen målrettet arbejder på at indhente dette. Jeg ser dog anderledes optimistisk på fremtidens skoler og legepladser og jeg ser renoveringen af vores ikoniske og fredet rådhus, som en nødvendig og fornuftig investering.

Vi har netop afsat penge til Den Grønne Legeplads og legepladsen på Virum Skole. Den 10. oktober står en helt ny legeplads klar til indvielse på Taarbæk Skole efter en fantastisk indsats fra en engageret forældregruppe, som sammen med kommunale midler har fået fonde til at medvirke til et meget spændende og flot legepladsprojekt. Der er vel at mærke tale om en legeplads, som også resten af kommunens børn må bruge.

Efter renoveringen af Lindegårdsskolen er det snart Engelsborgskolens og Lundtofte skoles tur og sådan er det planen at fortsætte med de øvrige skoler. Hummeltofteskolens omklædningsfaciliteter er pt. ved at blive udvidet og samtidig vil skoletoiletter på flere af kommunens skoler snart blive renoveret. Forleden blev det også muligt at bevæge sig endnu mere i Virum, da disk-golfbanen blev indviet. Et tilbud for alle generationer!

Et stort flertal i kommunalbestyrelsen ønsker at renovere rådhuset og alternativet er ikke et nyt rådhus til en kvadratmeterpris svarende til et standard parcelhus. En sådan løsning er utopi og et nybygget rådhus vil være et dyrt og unødvendigt prestigeprojekt.

Jeg har, som Elkjær, siddet på sidelinjen og tænkt, at ”nok er nok”. Min løsning var at stille op til kommunalbestyrelsen – og jeg kan kun opfordre til, at man engagerer sig i lokalpolitik. Det er spændende og lærerigt – og nogle gange og frustrerende. For tingene er sjældent så enkle og sort/hvide, som de ser ud til, når man kigger ind ude fra.

Publiceret 03 October 2019 08:00