Debat: Regeringen sender 170 mio. til kommunen - endelig en regering, der investerer i velfærd

Simon Pihl Sørensen, viceborgmester (S)

For første gang i mange år trækker aftalen mellem KL og regeringen i en positiv retning.

Under den tidligere regering blev kommunerne presset til det yderste og få dage efter valget i 2015 blev kommunerne præsenteret for det såkaldte omprioriteringsbidrag. Et frontalangreb på velfærden

Denne regering har valgt en helt anden vej. Man holder hvad man lover. Med økonomiaftalen er der sendt et klart signal om, at man prioriterer velfærd.

I Lyngby-Taarbæk Kommune giver økonomiaftalen lidt over 170 millioner over fire år eller lidt over 42 millioner kroner om året. Det svarer fx til lønnen til 84 social og sundhedshjælpere om året!

For Lyngby-Taarbæk Kommunes vedkommende – som pt har en anstrengt økonomi – betyder det, at vi ikke skal ud i helt så store besparelser. Der er tale om en markant forbedring af kommunens økonomi. Oven i dette kommer så de kommende finanslovsforhandlinger, hvor regeringen og partierne bag forståelsespapiret også har sendt signaler om mærkesager på velfærdområdet.

Vores uddannelser i kommune fik også en god nyhed i denne uge. Regeringen fjerner omprioriteringsbidraget på uddannelser. Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby skulle have sparet 17,8 millioner kroner i 2020. De besparelser er nu droppet – også i årene fremover. Den tidligere regering beskar DTU´s budget med samlet set lidt over 70 mio. kroner.

Det er gode og ”kloge” nyheder til kommunens borgere. Vi har endelig fået en regering, der investerer i velfærd og det vi skal leve af fremover.

Publiceret 27 September 2019 17:00