"Vi ønsker et mindre stadion, et mere støjisolerende stadion, ungdomsboliger, som kommuner mangler i stor stil, et nyt sundhedshus samt moderne faciliteter, der vil komme hele byen til gode. Vi ønsker at hjælpe Lyngby-Taarbæk og Lyngby Boldklub," skriver ledelsen af Lyngby Boldklub. Foto: Fodboldbilleder.dk ©Anders Kjærbye

Debat: Hvorfor ikke "sammen for byen"?

Tommy Petersen, fmd., Lyngby Boldklub A/S, og Lars Bendixen, fmd., Friends of Lyngby A/S

DEBAT Det er svært at være venner med alle - det er åbenlyst. Alligevel undrer det os som nytilkomne ejere af Lyngby Boldklub A/S, at en lille gruppe borgere endnu engang skal fylde aviserne med en kampagne imod byens store ønske om et nyt og moderne superligastadion. Endda med fakta, der ikke forholder sig til virkeligheden i lokalplanen fra 2013.

Faktisk giver den nuværende lokalplan mulighed for et langt større byggeri end det, kommunen lægger op til. Der er blevet arbejdet på bedre faciliteter til idræt på og omkring stadion i 30 år uden det store gennembrud.

Det gennembrud troede vi på nu, men igen smækker døren halvt i.

Klubben føler ellers et gennembrud i disse tider som en stor og integreret del af Lyngby-Taarbæk. Ja, faktisk oplever vi, at omkring 10% af kommunes borgere møder op til kampene på stadion.

Derudover har vi 1.300 ungdomsspillere med frivillige, forældre og et akademi med fem hold af unge spillere, under uddannelse. Et forsigtigt skøn er, at halvdelen af borgerne i kommunen får noget tilbage fra et positivt og aktivt Lyngby Boldklub - og at de således også nærer sympati herfor.

Siden vi som en lille gruppe af lokale investorer reddede klubben fra konkurs - primært for at sikre det store talentarbejde for de mange unge mennesker - har bevægelsen omkring byen og klubben kun taget til. F.eks. med en gratis børnefanklub med over 1.100 medlemmer, skolesamarbejder, breddeidræts-aftaler, eSport i og omkring klubben, erhvervsnetværk og lokale kulturinitiativer i faciliteterne på stadion.

Vi forstår udmærket, at man kan have en anden mening. Men har de få med klager hørt efter?

Vi ønsker et mindre stadion, et mere støjisolerende stadion, ungdomsboliger, som kommuner mangler i stor stil, et nyt sundhedshus samt moderne faciliteter, der vil komme hele byen til gode. Vi ønsker at hjælpe Lyngby-Taarbæk og Lyngby Boldklub.

Vi har prøvet at komme i dialog med grundejerforeningerne uden held.

Derfor siger vi det lige højt igen - før der sikkert kommer demonstrationer foran Rådhuset fra de mange fans og skoleelever.

Vi i Friends of Lyngby, ejergruppen bag Lyngby Boldklub A/S, skal ikke tjene penge – vi vil bare drive en fodboldklub til gavn for byen og byens borgere. Uanset hvem der vinder udbuddet af et nyt stadion, skal det være et projekt, som giver et nyt, forbedret stadion samt de nødvendige boliger.

Fjerner man grundlaget for et bæredygtigt stadion- og boligbyggeri, så fjerner man med stor sandsynlighed Lyngby Boldklub A/S, og så fjerner man med sikkerhed en meget essentiel del af Lyngby-Taarbæk Kommune.

Publiceret 25 September 2019 14:54