DEBAT:Letbanen letter vejen til hospitalet

Sophie Hæstorp Andersen (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden

DEBAT Hospitalerne i Herlev og Glostrup har vokseværk og skal fremover rumme flere patienter. Derfor er det nødvendigt at sikre, at vi kan komme til og fra hospitalet, og at trafikken omkring hospitalet ikke sander helt til.

Her kommer Letbanen til at spille en vigtig rolle. Letbanen bliver et nemt, hurtigt og grønt alternativ for de mange mennesker, som rejser til og fra hospitalet. Herlev Hospital er regionens største akuthospital og betjener i dag knap en halv million borgere – og inden for visse specialer ca. 700.000 borgere i hele regionen.

Hospitalet har godt 108.000 årlige besøg i akutmodtagelsen og godt 740.000 ambulante besøg om året – og med udvidelserne af hospitalet kommer flere patienter til. Samtidig har hospitalet over 5.300 ansatte.

Enhver ved, at trængslen omkring hospitalet på Ring 3 er håbløs i myldretiden. Data fra Vejdirektoratet viser, at der generelt er stor vækst i vejtrafikken her. Mange bilister oplever allerede længere rejsetid og en halvering af gennemsnitsfarten omkring Herlev Hospital, særligt i myldretiderne morgen og eftermiddag.

Derfor har vi brug for, at patienter og ansatte lettere kan komme frem til vores store arbejdspladser og hospitaler. Med den nye letbane kan patienter, ansatte og andre besøgende skifte fra S-tog på f.eks. Herlev Station og tage letbanen de sidste knap to kilometer i eget spor forbi bilerne til en station lige foran hospitalet. Jeg er derfor sikker på, at Hovedstadens Letbane bliver en stor gevinst for de mange borgere, som bruger den offentlige transport i hovedstadsområdet, når den står færdig i 2025.

Publiceret 25 September 2019 18:00