DEBAT: Det borgerlige flertal må træde i karakter

Thomas Frederiksen (fmd.) ogLouise Siv Ebbesen (medl.), Liberal Alliance Lyngby-Taarbæk

DEBAT På seneste byrådsmøde blev det aftalt at effektiviseringer på min. 27 mio. skal indgå i budgetforhandlingerne, og samtidig lægges der op til mere sammenlignelighed med nabokommunernes udgifter og serviceniveau. Begge dele er positivt. På samme møde viste det sig, at venstrefløjens pris for at sige ja til effektiviseringer nu er skattestigninger senere.

Heldigvis er der borgerligt flertal, og de borgerlige partier må træde i karakter, og stå fast på, at skatten ikke skal stige i Lyngby-Taarbæk kommune, hvor borgerne lever med nogle af landets højeste leveomkostninger. Hensynet til ønsket om brede forlig må vige til fordel for klassisk liberal borgerlig politik – mådehold med skattekronerne og flest mulige penge i borgernes lommer. Selvom der igennem længere tid har været blæst til krisestemning så er der, som et minimum, rum for at skatten holdes i ro.

Hos LA har vi flere gange påpeget at kommunen har et uforløst potentiale iht. effektiviseringer. Eksempelvis at Lyngby-Taarbæk (LTK) administrere for dyrt, og at kommunen må lære af de kommuner som klare den sag mere effektivt. Dette er fortsat tilfældet: LTK brugte i 2018 2.995 dkk. mere pr. indbygger end Gentofte på ”udgifter til ledelse og administration” ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet (noegletal.dk).

Et andet eksempel som ser på hele kommunens forbrug: En analyse fra Cepos viser, at hvis Lyngby-Taarbæk kunne levere deres service så effektivt som Vejle vil der være tale om en effektiviseringsgevinst på hele 8.723 pr. indbygger eller 486,7 mio. samlet set, når fuldt indfaset.

Det er bestemt positivt hvis den aktuelle krisestemning kan medføre, at realiseringen af dette uforløste potentiale påbegyndes, men modsat er det yderst negativt hvis venstrefløjen får held til at udnytte samme til skattestigninger. Det borgerlige flertal må træde i karakter.

Publiceret 24 September 2019 16:00