DEBAT: Nu skal vores børn og unge prioriteres

Cecilie Holm Elkjær, Åbrinken 111, Virum

Cecilie Holm Elkjær, Åbrinken 111, 2830 Virum

For seks år siden flyttede jeg og min familie fra Østerbro til Virum, og det har vi ikke fortrudt. Men hvor København, Gentofte og Rudersdal kommune sørger for moderne legepladser til deres yngste borgere, så findes der ikke en eneste i vores kommune. Min datters børnehave tager derfor tog og bus til den nye, store naturlegeplads ved Skodsborg station. Den ligger altså i Rudersdal, hvor kommunen har et budget til grønne områder inklusive legepladser.

Jeg ved, LTK kæmper med budgettet, men jeg ved også, at mange legepladser fx. i Fælledparken er betalt af fonde. Så det må være muligt at bare få en, moderne legeplads til kommunen? Det samme gælder et mødested for de unge, der lægger op til bevægelse som en skatebane. Igen findes nye, gode skatebaner i de tre førnævnte nabokommuner.

Jeg ved, vores konservative kommune prioriterer at bevare frem for at udvikle og bygge nyt. F.eks. bruger kommunen velvilligt 226 mio. kr. på at renovere det gamle rådhus (8500 kvm), dvs. 26.588 kr. pr. kvm. Et gennemsnitligt nyt typehus, koster omkring 20.000 kr. pr. kvm.

Jeg spekulerer på, om kommunen har overvejet andre muligheder såsom en flytning eller f.eks. at sænke kravene og dermed prisen på renovationsprojektet? Helt ærligt, så lyder 226. mio. kr. som et dyrt tilbud og en uforståelig prioritering i dag, hvor budgettet på børne- og ungeområdet endnu engang skal ned. Måske skulle LTK besøge skolerne noget oftere for at få indblik i de mange nedslidte og alt for små klasselokaler, vi byder vores børn?

På en del skoler er udearealerne også i elendig forfatning. Jeg håber, at flere forældre i kommunen vil stå sammen om den generelle nedprioritering af børne- og ungeområdet i vores kommune. Vores børn har ikke stemmeret, og netop derfor må vi forældre forene vores stemmer. Nok er nok. Nu skal vores børn og unge prioriteres.

Publiceret 16 September 2019 18:00