Debat: Affaldstømningen fungerer slet ikke

Kim D. Arnesen, Parcelvej 78A, Virum

DEBAT Jeg skriver til jer i håbet om, at der er nogen, der får kigget på den eksisterende 4-kammer ordning.

Vi fik opstillet en 4-kammer beholder for ca. 2 år siden (tror jeg nok). I første omgang fik vi at vide, at den ikke ville blive tømt, fordi den stod 0,9 meter indenfor fortov, underlag var belagt med granitskærver, samt at opstillingspladsen lå 0,1 m løftet fra indkørsel, dog med let skrånende terræn hvor beholderen nemt kunne trilles op og ned. Vi var noget forundrede over, at de stærke renovationsmedarbejdere ikke kunne pålægges denne opgave. Men nogen havde været ude at syne placeringen, og beskeden var klar.

Nogle gange skal man vælge sine kampe. Vi valgte derfor at entrere med en entreprenør, der gravede en plads helt ud til fortovskant og lagde fire 50x50 cm tykke fliser i niveau med fortov. Da vi synes ordningen er fornuftig, ville vi gerne gør vores til at det skulle fungere.

Den påfølgende onsdag blev den tømt og sat på plads som den skulle.

Men vi har måske generet LTF eller selskabet, der står for kørslen, for siden har under 50% af tømningerne fungeret som de skal.

Lad mig nævne i flæng:

Beholderen er ikke tømt. Ved henvendelse i starten til kørselsfirmaet og senere LTF har forklaringerne været mange:

· Der har været vikar på, som ikke kender ruten så godt

· Det har været en ferieafløser, som heller ikke kender ruten

· Chafføren eller medhjælperen er syg.

· Bilen er gået stykker (ved spørgsmål om de ikke har en reservebil, var svaret: ER DU KLAR OVER HVAD SÅDAN EN BIL KOSTER? Lad den stå et øjeblik…)

En af gangene hvor den ikke var tømt, men hvor vi blev lovet, at der skulle komme nogen for at tømme den, tillod jeg mig at sætte en halv sæk plastaffald ved siden af 4-kammer beholderen. Den blev ikke taget med, da det ikke var en del af entreprisen. Og tænk hvis de skulle tage en ekstra pose med fra alle, så ville arbejdstiden jo blive fordoblet. I mit stille sind havde jeg kun håbet på, at der kunne gøres en undtagelse, netop fordi beholderen ikke var blevet tømt.

For et par måneder siden skulle min hustru i retten (hun er advokat), kommer godt halvejs ud af vores smalle indkørsel da hun opdager, at 4-kammer beholderen står en meter inde og midt på indkørslen med granitskærver. Det er ikke lige til at komme ud af bilen midt i indkørslen, så hun må bakke 20-30 m tilbage, gå ud og flytte beholderen og gå tilbage. Hun nåede sin retssag, men det er ikke en specielt god start på en dag i retten.

For 14 dage siden kunne vi finde beholderen på fortovet ca. 10 m nede af fortovet fra opstillingspladsen. Tak for det.

I august 2018 begyndte min hustru hver anden tirsdag om morgenen at få mails fra kørselfirmaet (renoweb.dk) med besked om, at de ville tømme beholderen onsdag (dagen efter mailen bliver modtaget) – ”Du vil onsdag d. xx-yy-zzzz få afhentet 4-kammer”. De næste par gange, hvor jeg var ude med ting til beholderen tirsdag eftermiddag, kunne jeg konstatere, at den allerede var tømt. Den påfølgende tirsdag spurgte jeg så personalet på bilen, hvorfor de tømte den om tirsdagen, efter at vi havde fået en mail om at den blev tømt om onsdagen. Svaret var enkelt: det passer bedre ind i vores kørselsplanlægning. (Eller kan de nå to ruter på en dag og holde onsdagen fri?)

En henvendelse til LTF gjorde, at den efterfølgende blev tømt om onsdagen. Men i går var den tømt tidlig tirsdag morgen, til trods for mail i tirsdag, dvs. samme morgen, om at den ville blive hentet om onsdagen.

Ved synsforretning kommenterede vi, at der var uoverensstemmelse mellem mail og fakta. Svaret var iskoldt: Vi sender ingen mails ud, hvis noget så kun en SMS. Det er jo ikke sådan, når man ikke ved, hvad ens underleverandør foretager sig.

For nogle måneder siden tillod jeg mig at spørge, om det var et udtryk for chikane. Igen et iskoldt svar: Hvis du er utilfreds, vil vi gerne hente beholderen. Den lader vi igen stå et øjeblik!!!

Når jeg skriver til jer alle sammen, er det fordi jeg håber, at der er en eller anden, der kan finde ud af at genforhandle kontrakten. Jeg håbede at kunne løse denne problemstilling på almindelig embedsmandsniveau. Det virkede ikke. Herefter har jeg haft kommunikation på direktørniveau (Plannthin). Heller ikke det hjalp. Havde dog i går en meget fornuftig og positiv samtale med Sigurd Agersnap.

Når jeg spørger naboer i kvarteret, er jeg ikke alene om at synes at ordningen er dysfunktionel.

Nogle af dem har også skrevet til bestyrelsen i LTF, men ikke rigtig fået svar.

I håb om et koordineret hurtigt svar vil jeg glæde mig til, at I finder en løsning, der kan give flere glade Lyngby/Virumborgere.

Publiceret 22 July 2019 10:30