Pædagogerne bør hyldes i stedet for at blive kritiseret, mener læserbrevsskribenten.

Pædagogerne bør hyldes i stedet for at blive kritiseret, mener læserbrevsskribenten.

Debat: En hyldest til mine børns daginstitution

Charlotte Andersen, mor til tvillinger på 2,5 år og medlem af forældrebestyrelsen i Hjortholm Børnehus

DEBAT Set i lyset af de seneste ugers debat om normeringer, har jeg en stærk lyst til at hylde mine børns institution, Hjortholm Børnehus, som er en integreret institution. Jeg har faktisk ikke set dokumentaren på TV2 af den simple grund, at jeg ikke vil være med til at heppe på den udstilling af en faggruppe, der finder sted lige nu. En faggruppe, som i den grad er presset, fordi vi som samfund ikke giver dem de fornødne midler til at kunne udføre deres arbejde.

Når jeg hver dag afleverer mine børn, så gør jeg det med ro i maven og med stor tillid til, at Hjortholm Børnehus trods arbejdspres gør alt for, at lige nøjagtig mine børn bliver set og hørt. For nok ved jeg, at de er presset, og nok siger medarbejderrepræsentanten. at de ER presset, og at der er ting, de ikke når pga. presset, men det er ikke noget, man som forældre bemærker. Og hvordan kan det så være?

I Hjortholm fokuseres der på kerneydelsen - og det gør en stor forskel. Derudover har vores leder i den grad har fokus på at passe på sit personale. Det vil sige, at hun selv tager en tørn, hvis der er sygdom, passer på personalet og finder løsninger, som kan forhindre en langvarig sygemelding. Eksempelvis som når en pædagog i vuggestuen er ved at få en skade i håndleddet, fordi det er hårdt arbejde at skifte, løfte, putte og trøste i en vuggestue i stedet bliver sendt over i børnehaven for en tid.

Drop yndlingspædagogen!

Alle kender det! Glæden ved info om dit barns første toiletbesøg! I Hjortholm oplever jeg ofte, at personalet med lys i øjnene fortæller om en oplevelse, de har haft med netop mit barn. Og det er ikke bare deres primære voksne, der fortæller, det er lige så ofte en voksen fra børnehaven, som har haft en oplevelse dem. Det er faktisk nøglen til forældre-roen i Hjortholm - alle kender alle. Jeg kan (for det meste) aflevere mine børn til alle de voksne, også dem, som ikke er på deres stue, og det, synes jeg, er en kæmpe styrke.

‘"Kære forældre

Vi kan ikke være heldige hele tiden. I dag har vi tre syge og en medarbejder på ferie, og meget begrænsede muligheder for at skaffe vikarer. Jeg er ved at lave en plan der holder for resten af dagen, og håber på jeres forståelse.

Ps. vores mobil er i stykker, og jeg er ikke ved kontortelefonen, så send evt en mail.

Mange hilsner Tina"

Denne besked tikkede ind tirsdag morgen. Samme dag som min datter havde valgt, at bleen skulle blive på hylden. Umiddelbart ville jeg nok blive lidt irriteret over at hente et barn om eftermiddagen med ble på, når nu hun hellere ville være foruden. MEN fordi vi havde modtaget ovenstående SMS om morgenen var jeg forberedt på, at det måske ikke var den bedste dag at starte det ble-fri eventyr på.

I bestyrelsen har kommunikation med forældrene længe været på dagsordenen, og jeg synes, at alle bliver bedre og bedre til det.

I går var der endda en af de voksne, der undskyldte, fordi hun ikke havde mindet min mor om at huske madpakkerne!

Under den nuværende debat har jeg haft lyst til at dele vores historie, ikke fordi jeg mener, at der ikke skal gøres noget på dagtilbudsområdet, for det gør jeg bestemt. Jeg deler vores historie, fordi jeg mener, at målet lige nu KUN er at vise alle de dårlige sider, og det er i min optik helt forkert.

Hvis vi bliver ved med at fortælle alle de dårlige historier om børn, der bliver glemt og børn, der græder - så ender vi med ikke have flere uddannede pædagoger. Jeg har lyst til at hylde det personale, som jeg kender - for selv om de ikke når normeringen, og selvom de er pressede hver dag, så smiler de! Til mig, til mine børn og til deres kolleger. De hjælper hinanden med at få dagen til at forløbe så godt som den nu kan.

Når jeg følger debatten om minimumsnormeringer og besparelser på dagtilbudsområdet, så bliver jeg bekymret. Jeg bliver bekymret for, om vores voksne snart bliver presset derud, hvor de ikke kan smile mere, og hvor det ikke er vigtigt, om de børn, de passer har fremskridt. Og så bliver jeg bekymret for, om den store gruppe af mennesker med høj faglighed, som hjælper os med at gøre vores små mennesker til livsduelige borgere, mister tiden til fagligheden og i stedet bliver samlebåndsarbejdere.

Så derfor! Lad os hylde vores børns voksne. Husk at sige tak til dem næste gang du aflevere ungerne - og giv måske en hurtig hånd med et barns snørebånd.

Publiceret 03 July 2019 15:00