Eleverne var meget optaget af fiskens anatomi, da de hjalp til med at fylde den med persille og citron og drysse med salt. Foto: Pernille Borenhoff

Eleverne var meget optaget af fiskens anatomi, da de hjalp til med at fylde den med persille og citron og drysse med salt. Foto: Pernille Borenhoff

Med hjælp fra den lokale Meny går 5.a på Hummeltofteskolen til kamp mod madspil

"Man skal altid prøve at smage, for man skal have respekt for råvarerne," siger Philip Yun Vallentin, der har lavet en aftale med Meny på Geels Plads om at aftage frasoreteret mad, som han og eleverne efterfølgende laver om til lækre retter

Af
Pernille Borenhoff

Menuen står på rødfisk bagt i ovnen på et leje af spidskål, champignon, tomater og piskefløde. Hertil serveres en mos af jordskokker, blomkål, kartofler, løg og porrer.

5.a på Hummeltofteskolen i Sorgenfri er i fuld sving med at hakke og snitte, da avisen tirsdag morgen lægger vejen forbi skolens madkundskabslokale. Årsagen til besøget skyldes, at en forælder har hvisket os i ørerne, at skolen har en lærer, Philip Yun Vallentin, som har fået en rigtig god ide.

"Sidste år havde vi et emne om vegetarisk mad, og jeg tænkte, at det kunne være en god ide også at arbejde med madspild," siger Philip, der har været lærer på Hummeltofteskolen i mere end 10 år.

Da tanken var sået, var der ikke langt til handling.

"Jeg tog kontakt til Meny på Geels Plads og fortalte dem om mine tanker. De syntes, at det var en god ide, og aftalen er nu, at butikken hver mandag samler en pose med grøntsager til mig, som ellers skulle have været smidt ud," siger han.

Helena, Aksel, Halfdan og Selma har masser af godt at sige om projektet og siger blandt andet:

Helena, Aksel, Halfdan og Selma har masser af godt at sige om projektet og siger blandt andet:"Maden bliver smidt ud, hvis den kun er en dag for gammel. Det er dumt." "Det er fedt, at vi får maden på tilbud." "Man føler sig glad, fordi man er med til at hjælpe." "Vi får mad, man ikke ville have prøvet ellers." Foto: Pernille Borenhoff

Blåmuslinger og blæksprutter

Men grøntsager alene gør det ikke. Og derfor fremlagde han sit projekt for De Glade Fiskemænd, der driver fiskebutikken i Meny.

"Her er der jo ikke tale om råvarer, der er gået over tid, eller som ikke kan sælges af anden grund. Det er helt almindelige varer, vi får. Blandt andet har vi fået blåmuslinger og blæksprutter. Fiskemanden gik med på ideen, også fordi han så en mulighed for, at få flere børn til at spise fisk," siger Philip.

Konrad, Maria og Lina har også kun gode ting at sige:

Konrad, Maria og Lina har også kun gode ting at sige:"Jeg har sagt til mine forældre, at vi skulle lave fish and chips efter vi havde prøvet det her i skolen.""Når vi har lavet noget her i skolen, så foreslår jeg, at vi kan lave det derhjemme. Sidste uge lavede vi kartoffelpizza.""Jeg har aldrig smagt rødfisk før.""Jeg er blevet mere modig til at smage på andre ting."Foto: Pernille Borenhoff

Hummeltofteskolen betaler et symbolsk beløb for madvarerne, og det betyder, at Philip kan lave sund, sjov og anderledes mad til 25 elever for mellem 100 og 150 kroner.

"Vi ville aldrig kunne få så god, sund og varieret kost, hvis det ikke var for den her aftale. Men det er kun en del af det. Det vigtigste er, at eleverne lærer, at fordi der er en dårlig kartoffel i en pose, så kan man godt bruge resten. Jeg synes, at de får en sundere indstilling til fødevarer, også fordi de får lært at spise madvarer, som de måske ikke ellers ville spise," siger han.

Klar til en tur i ovnen. Foto: Pernille Borenhoff

Klar til en tur i ovnen. Foto: Pernille Borenhoff

Eleverne går ifølge ham til opgaven med positivt sind.

"Man skal ikke nødvendigvis kunne lide det, vi laver. Men man skal prøve at smage på det, for man skal have respekt for råvarerne og for maden," siger han.

Og denne dag på Hummeltofteskolen er der da heller ikke en eneste af eleverne, der ikke med interesse og engagement kaster sig over opgaven.

Publiceret 30 November 2019 11:00