Det er erfarne musikere, der 30. oktober spiller i Templet.

Det er erfarne musikere, der 30. oktober spiller i Templet.

Ok Nok... Kongo leverer balstyrisk jazz i Templet

Musikerne, der 30. oktober spiller i Templet, har en rebelsk farverig tilgang til musik

En perlerække af dansk jazz-profiler er igen samlet under navnet Ok Nok...Kongo for at tage på en musikalsk rejse, der bringer jazzhistorien langt ud over kanten af stilarter. 30. oktober kl. 20 spiller de Templet i Lyngby. Det er Lyngby-Taarbæk Jazzklub, der har inviteret.

Musikerne styres af kapelmester Thomas Agergaard, sax og fløjte, der er både kunstmaler, musiker og komponist med en række CD-udgivelser bag sig.

På trommer er Martin Maretti Andersen, der bl.a. spiller med New Jungle Orchestra og er kendt for et levende, dynamisk og virtuost spil.

På guitar spiller den internationalt efterspurgte Mikkel Ploug, der sidste år i USA blev indstillet til en Grammy i kategorien ”bedste instrumentale jazzalbum” med sin CD ”Faroe”.

På klarinet og saxofon medvirker ligeledes fra New Jungle Orchestra, Anders Banke, der også som solist har spillet med DR Underholdningsorkestret. I Berlingske blev hans spil omtalt som ”syndigt smukt saxofonspil”.

På bas er det Nils Davidsen, der er en af de travleste bassister i Danmark, og som spiller med en lang række andre notabiliteter herhjemme og på den internationale jazzscene.

Op igennem 90'erne var det sprudlende og fantasirige Ok Nok Kongo toneangivende nationalt i en grad, der gav genlyd internationalt. Gruppen var en del af den smeltedigel af moderne balstyrisk jazz i fusion med både world og klassisk, som opstod på den københavnske scene det årti.

Entré: 100 kr., medlemmer og unge under 25 år 50 kr.

Billetsalg på www.lyngbyjazz.dk. Evt. resterende billetter sælges ved indgangen. /peb

Publiceret 27 October 2019 09:00