Touch på papir.

Touche on paper

Hemmeligheder på Gallerigangen på Stadsbiblioteket

Værket, der er skabt af kunstneren Maria Wandel, har været udstillet på Kunsthal Charlottenborg og Horsens Kunstmuseum og vises fra 26. september i Gallerigangen på Stadsbiblioteket

Hemmeligheder alle Vegne er titlen på et kunstværk, der lige nu kan opleves i Gallerigangen på Stadsbiblioteket. Med sit pop-art inspireret udtryk og slagfærdige tuschstreger med pangfarver og poetiske mellemtoner byder værket på noget banalt og samtidigt stærkt følelsesladet.

Det handler om manden og kvinden som værende forelsket, forført, fornøjet, forfløjen det ene øjeblik og faldende, fumlende og `fucked´ det andet øjeblik. Værket, der er skabt af kunstneren Maria Wandel, har været udstillet på Kunsthal Charlottenborg i 2017 og Horsens Kunstmuseum i 2018.

Grafisk dagbog

Maria Wandel forklarer om værket, at det er de banale øjeblikke, der fremstilles som en slags grafisk dagbog, der viser hverdagslivet, sådan som det udfolder sig fra det ene glas rødvin til den næste smøg. Det handler om trivialiteterne, der gennem livet hober sig op, - besøget på caféen, turen i taxi efter sex, drømme om at rejse, mobilopkaldet. Alle genkendelige historier om relationer mellem mænd og kvinder og de miljøer som de færdes i.

"Sådan ser min verdens dagbog ud, den afspejler min indre inspiration. Tegningerne er hurtigt lavet. Ligesom hurtige, enkelte sætninger prøver jeg med streg og enkelthed at ramme noget genkendeligt fra hverdagen," siger Maria Wandel.

Reception

I Wandels motivkreds og udtryksform er der klare forbindelser til japansk grafik, populærkulturens tegneserier og amerikansk pop-art kultur. Hun har held med at gøre tusch på papir til sit medium i skildringen af hverdagen.

Ensomheden mærker vi som stunder med melankoli, i rastløsheden eller når vi i søgningen efter selvforglemmelse befinder os i festligt lag. Det minder Wandels tegninger os om, der udtrykker savnet og fastfryser øjeblikke af frossen identitet og viser de mange krumspring og stimulanser vi flittigt benytter.

Torsdag den 26. oktober er der udstillingsreception, kl.17-19, hvor alle er velkomne. Der serveres et glas vin, Maria Wandel fortæller om værkerne. Og så vil der være mulighed for at købe hendes bog, med tekster af Per Aage Brandt, Christina Hesselholdt og Christel Wiinblad, samt udvalgte litografier fra serien.

Maria Wandels tegninger udstilles det næste halve års tid. /peb

Publiceret 26 September 2019 06:00