Studerende og kommune samarbejder om bæredygtighed

Bæredygtighedsudvalget i Lyngby-Taarbæk giver input til 70 studerende

Hjælp For kort tid siden var 70 første års studerende fra uddannelsen til markedsføringsøkonom på Cphbusiness på besøg på Lyngby-Taarbæk Rådhus. De skulle høre mere om kommunens arbejde med en ny bæredygtighedsstrategi og FN’s verdensmål for bæredygtighed - også kaldet SDG’erne.

De studerende skal i uge 38 til 40 gennemføre en interviewundersøgelse af butikskunders viden, holdning og adfærd i relation til SDG’erne, og hvad de mener, butikkerne kan gøre for at bidrage til dem.

I den forbindelse har Cphbusiness, Vidensbyen og kommunen indgået et samarbejde, hvor de studerende dels får inspiration og gode spørgsmål fra kommunens bæredygtighedsudvalg og forvaltningen. Samtidig kan kommunen og Vidensbyen drage nytte af de studerendes resultater i deres arbejde med bæredygtighed.

Livlig dialog

Til arrangementet på rådhuset deltog repræsentanter fra bæredygtighedsudvalget, Vidensbyen og forvaltningen, samt teknik- og miljøudvalgsformand Sigurd Agersnap. Der var en livlig dialog med de studerende om, hvad kommunens, butikkernes og borgernes respektive roller er, i forhold til en bæredygtig omstilling.

”Det er en fornøjelse, når vi kan samarbejde om at skabe en mere bæredygtig kommune. Samarbejde skal vi have meget mere af, for både Vidensbyen og energiske unge som dem på Cphbusiness er vigtige katalysatorer i den bæredygtige omstilling," siger Sigurd Agersnap ifølge en pressemeddelelse fra Lyngby-Taarbæk Kommune.

Publiceret 25 September 2019 06:00