Johnny Reimar og The Clifters er med til at åbne årets pigtrådssæson på Bakken. Pressefoto

Johnny Reimar og The Clifters er med til at åbne årets pigtrådssæson på Bakken. Pressefoto

Pigtråden på Bakken rulles ud igen: Oplev Jørgen de Mylius, Spacemakers og The Clifters

Bakken lægger ud med Spacemakers og Clifters 6. august

August står igen i pigtrådens tegn på Bakken, hvor otte orkestre fire tirsdage i træk spiller op til dans.

Jørgen de Mylius er konferencier i selskab med Holger Hagelberg, der sammen med Bakken arrangerer koncerterne og fører an, når publikum trækkes tilbage til 50'ernes og 60'ernes glade pigtrådsdage.

Tirsdag 6. august kl. 18.30 står Spacemakers og The Clifters på Friluftsscenen.

Spacemakers blev dannet i foråret 1963 af Jørn Mader og Jørn Bonnesen. Spacemakers blev fynsmestre i Pigtrådsmusik i 1965 og senere nr. 3 ved danmarksmesterskabet. Samme år spillede Spacemakers blandt andet koncert sammen med Rolling Stones i Fyens Forum.

Orkestret blev opløst i 1966, men gendannet i 1999 og har været aktive lige siden.

Det var Cliff Richard og The Drifters (Shadows), der inspirerede og navngav Danmarks første guitarorkester, da The Cliffters blev dannet i 1960.

Orkestret er i dag kendt for ofte at optræde med hvide guitarer, lilla habitter og laksko.

Tre tirsdage mere

Tirsdagen efter, 13. august kl. 18.30, er Place Pigalle-aften med Sir Henry and His Butlers og Dandy Swingers.

Sir Henry and His Butlers var i sin tid husorkester i Place Pigalle på Dyrehavsbakken. Orkestret indviede desuden Hit House i september 1964, og siden gik det slag i slag med hits som 'Let’s Go', 'Annie Got A Date' og 'Hejdi Hi Hoe'. Tommy Seebach var fra 1964 til 1976 med i orkestret.

Dandy Swingers blev dannet i 1963 til en optræden på restaurant Lille Peter på Dyrehavsbakken og har været husorkester i Place Pigalle.

Gruppen spiller stadig med originalbesætningen som for mere end 50 år siden. I en periode var Annisette med som forsanger.

Tirsdag 20. august står Michelle Birkballe og The Works på Friluftsscenen, og tirsdag 27. august slutter man med Dreamers og The Rocking Ghosts.

jesl

Publiceret 04 August 2019 10:00