Borgmesterbesøg, kage, børn og masser af musik, da Lilly blev 100 år

Gladsaxe Garden spillede op og borgmesteren kom på besøg på Plejecenter Baunehøj.

Af
Frank S. Pedersen

Fest De store lagkager var kørt i stilling og Lilly Danemann havde taget plads for enden af bordet flankeret af nevøen Bjarne og den 85-årige lillebror Kjeld. Resten af langbordet var fyldt op af familie og venner, der alle sang med på 'I dag er det Lillys fødselsdag ....'.

For Lilly blev 100 år i tirsdags.

Familien fejrede hende også i lørdags med frokost på Strandmøllekroen og optræden af operasanger Guido Paevatalu. På 100 års fødselsdagen denne tirsdag er der også fint besøg og underholdning på Plejecenter Baunehøj afdeling Liljen. Borgmester Sofia Osmani (K) dukker op til både kaffe og kage, fulgt af Gladsaxe Garden, der blandt andet spiller 'Congratulations' for den glade fødselar.

"Der er dejligt hernede og det er nogle rare mennesker," fortæller Lilly Danemann, der flyttede til Plejecenter Baunehøj for 2,5 år siden. Siden 1972 boede hun i en stor lejelighed på I. H. Mundts Vej med udsigt over skoven.

Der kommer altid en sporvogn ...

Samme år, 1972, blev hun gift, hvilket var en forudsætning for lejemålet. Hendes mand Jørgen flyttede først til Sorgenfri, og efter giftermålet kunne Lilly følge med fra sin lejlighed i København.

"Der skulle være orden i sagerne, og vi fik en bedre lejlighed, end det vi kom fra," fortæller hun, der er regnskabsuddannet og holdt fast i sit arbejde i Magasin på Kgs. Nytorv efter flytningen.

"Så tog jeg toget til Nørreport."

Det var også på Kongens Nytorv, at hun mødte sin mand.

"Vi mødtes i sporvognen, linie 7, som jeg kørte i på arbejde," husker hun tilbage. Lilly voksede op på Vibevej på Ydre Nørrebro, hvor familien på far, mor og fire børn klarede sig med 48 kvadratmeters lejlighed. I dag er kun hun og hendes bror, efternøleren Kjeld, tilbage.

To gange 100

Det er ikke første gang, at Lilly Danemann oplever besøg af borgmesteren. For otte år siden rundede Jørgen 100 år og fik besøg af kommunens daværende førstemand, Søren P. Rasmussen. Jørgen gik bort, da han var 101.

Parret fik aldrig selv børn, men har blandt andet klaret sig med nevøen Bjarne, der også har været en af drivkræfterne bag fødselsdagsarrangementerne.

Lilly har oplevet meget af verden som rejselysten turist. Både i fly sammen med veninderne og i tog med Jørgen, der ikke brød sig om at flyve, og i '90'erne var familien en tur til Egypten.

Som ung holdt hun sig i form i Idrætsklubben Sparta, hvor hun både var kendt som løbedronningen og elitegymnast.

Lillys familie stammer fra Vollerslev ved Ringsted, hvor hun også blev født for 100 år siden. Hendes forældre var ellers flyttet til København, men på et besøg i hjemstavnen kom Lilly til verden i 1919.

Med tamburmajoren i spidsen fylde Gladsaxe Garden fyldte med trommer og fløjter til ære for Lilly Danemann, der frydede sig for bordenden. Foto: Frank S. Pedersen

Med tamburmajoren i spidsen fylde Gladsaxe Garden fyldte med trommer og fløjter til ære for Lilly Danemann, der frydede sig for bordenden. Foto: Frank S. Pedersen

Lilly fyldte 100 år i godt humør på Baunehøj. Foto: Frank S. Pedersen

Lilly fyldte 100 år i godt humør på Baunehøj. Foto: Frank S. Pedersen

Publiceret 03 December 2019 18:00