Debat: Lad os få en fremtidsrettet udvikling af Sorgenfri Torv

Lone og Jørgen GuldagerGrønnevej 247, Virum

DEBAT Vi har boet 37 år i Sorgenfri, i dag i et af højhusene, og har deltaget i den nedsatte arbejdsgruppe for en ny helhedsplan for Sorgenfri Torv.

I vores øjne er der ingen tvivl om, at bebyggelsen på Nordtorvet burde være revet ned for længe siden. Den er utidssvarende og totalt forfalden. Lyt til Irma og de andre butiksejere, inden butiksdøden for alvor ødelægger vores nærområde.

Vi er rigtigt mange Sorgenfri borgere, der ønsker Irma placeret på Sydtorvet og Nordtorvet jævnet med jorden til fordel for nye boliger, hyggelige spise- og opholdssteder og nye butikker. Lad det hellere ske i dag end i morgen.

Hvad er det, der gør, at Foreningen Vores Sorgenfri i så mange år har kunnet lave benspænd for en helt åbenlys nødvendig byudvikling i Sorgenfri? Vi og rigtig mange har indtryk af, at der er tale om nogle meget snævre nabointeresser, og at man forsøger at legitimere sig ved at sige, at man har stor opbakning fra ”mange hundrede medlemmer”. Et medlemskab af en Facebook-gruppe er et lemfældigt og ofte meget flygtigt tilhørsforhold. Det er ikke kun DERES Sorgenfri. Det er også vores og mange andre borgeres Sorgenfri. VI tilhører det meget store tavse flertal og er FOR en nødvendig byudvikling i Sorgenfri. NU!

Sorgenfri vokser. Det er glædeligt. Byg flere boliger langs banen og flyt Irma og flere andre butikker til Sydtorvet. Det er fornuftig byudvikling.

Ved byudvikling bliver der naturligvis behov for en gennemgribende regulering af trafikken, og det er vi sikre på, at kommunen er helt klar over.

Ejerne af Sorgenfri Torv ønsker naturligvis, at en fremtidig renovering af torvet kan forrentes og på langt sigt være en fornuftig investering. Sådan er vilkårene. Alternativet vil være at torvet sygner endnu mere hen for i løbet af få år helt at forsvinde.

Velkommen til fremtiden - og de kommende generationer!

Publiceret 22 November 2019 16:00