Kirkeklummen: Dømt ude

Af
Eigil Saxe

præst i Christianskirken og provst for kirkerne i Lyngby-Taarbæk

klumme IS-krigere er dømt ude. Forbrydere er dømt ude. Den offentlige guillotine er en nådesløs herre.

I sportens verden får vi det røde kort, når vi går over stregen. Og hvis det sker tilstrækkeligt mange gange, ryger vi ud. Uden pardon. Det hænder også i politikkens verden og i erhvervs- og forretningslivet.

Vi kender selv guillotinens og gabestokkens kraft i vores eget liv. Når vi dømmer hinanden ude som kolleger eller familiemedlemmer, fordi vi finder adfærden uacceptabel, eller vi bare ikke kan lide hinanden - af den ene eller anden grund. Det er barsk. Ødelægger familier og naboskaber.

I en retsstat har vi tillid til domstolenes upartiskhed, når de regulerer vreden og den menneskelige trang til hævn. Det er et gennemgående træk ved vores tid og kultur, at vi ikke accepterer selvtægt som konfliktløsningsmodel.

Fællesskabets bærende kraft

Vi kan klare meget, siger vi, når nogen tror på os, eller vi evner at tro på os selv. Når vi ikke kun tror på det, de andre siger om os, at vi er nogle børster og svinemikler, plattenslagere og løgnere.

Erfaringer med ikke at være en del af et fællesskab - det store samfund eller den lille enhed i familien - gør mennesker usikre. Og det kan få katastrofale følger.

Jeg tror på, et samfund har brug for at inkludere i stedet for at ekskludere.

Det betyder ikke, at forbrydelser og ondskab ikke skal mødes med krav om straf. Men hvor langt skal vi gå som samfund? Bliver vi selv umenneskelige, når vi mere tror på hævnen frem for genrejsning af et ødelagt menneskeliv?

I en global verden kommer ulykkelige skæbner tæt på og udfordrer vores stabile, rolige dagligdag.

Rum for det menneskelige

Kriser kalder ofte de dybere lag frem i vores liv. Overfladiskheden har svære vilkår, når det ikke går glat og lige ud ad landevejen, men vi i stedet for skal springe fra sten til sten med fare for at falde i.

Jeg tror ikke, at kirken er paradis. Men kirken kan tydeligvis være et nødvendigt helle for mennesker, når alt omkring os vakler og opløses.

Kirken kan være et åndehul i dagens malmstrøm. Og hvis dette rum - både i bogstavelig og overført forstand - kan give udsatte mennesker nyt livsmod, kan der også skabes rum for at række en hånd ud til omverdenen og til andre mennesker.

Publiceret 10 November 2019 09:00