Arkivfoto

Arkivfoto

Opdateret: 20-årig mand fra Lyngby anholdt for voldtægt af 15-årig pige og forsøg på voldtægt af anden pige

Manden fremstilles fredag i grundlovsforhør ved Retten i Lyngby

Af
Mikkel Brøgger Petersen

En 15-årig pige anmeldte fredag kl. 02.22, at hun omkring klokken 00 var blevet voldtaget af en mand i Lyngby.

På baggrund af pigens oplysninger blev en 20-årig mand fra Lyngby efterfølgende anholdt og sigtet for voldtægt.

Ifølge den 15-årige forsøgte hun at sparke den 20-årige væk, hvilket blot resulterede i, at han lagde en pude over hovedet på hende, mens han sagde noget i retning af, at hun skulle stoppe med at gøre modstand, da det blot ville gøre det værre. Herefter gennemførte han voldtægten.

Manden er desuden sigtet for et andet forsøg på voldtægt, som foregik 26. april mellem klokken 19.15 og 22 på samme adresse, mod en anden pige. Også denne pige gjorde modstand, men hun slap væk ved at råbe og skubbe ham væk, oplyser Nordsjællands Politi.

Stedet, hvor begge episoder er foregået, er mandens bopæl.

Han fremstilles kl. 13 i grundlovsforhør ved Retten i Lyngby.

Publiceret 02 August 2019 12:03