Lyngby-Taarbæk Kommune har ingen whistleblowerordning. Ordningen er ellers en god mulighed, lyder det fra tidligere ansat i Lyngby-Taarbæk Kommune. Foto: Lars Schmidt
Lyngby-Taarbæk Kommune har ingen whistleblowerordning. Ordningen er ellers en god mulighed, lyder det fra tidligere ansat i Lyngby-Taarbæk Kommune. Foto: Lars Schmidt
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Whistleblowing: Fløjten forbliver tavs i kommunen

En kommunal whistleblowerordning havde hjulpet, da han udtalte sig kritisk om arbejdsvilkårene, mener Henrik Saabye. Mange andre muligheder for at påpege problemer, lyder det fra fællestillidsrepræsentant

Henrik Saabye, tidligere medarbejder i Lyngby-Taarbæk Kommune, havde gerne set, at han havde mulighed for at benytte en whistleblowerordning, da han på sin nu daværende arbejdsplads oplevede kritisable forhold.

Men ligesom størstedelen af de danske kommuner har Lyngby-Taarbæk Kommune ingen whistleblowerordning. Det viser en rundspørge foretaget af DR Syd.

Henrik Saabye skriver i et læserbrev i denne uges Det Grønne Område blandt andet, at ”kommunalbestyrelsen i Lyngby-Taarbæk Kommune tvinger indirekte medarbejdere, der arbejder i kommunen, til at acceptere dårligt psykisk arbejdsmiljø og forlanger, at medarbejdere skal affinde sig med intriger, bagtalelser og falske påstande”.

Læs Henrik Saabyes læserbrev her.

”Det kunne være godt med en whistleblowerordning, for så vil jeg håbe, at min kritik var blevet behandlet mere objektivt. Men jeg tænkte, at så måtte jeg selv stå frem med kritikken, for det var en sag for alle. For mig at se omskriver Lyngby-Taarbæk Kommune nogle af de rettigheder, som vi har i Danmark. Hvis der ikke er nogen, der råber op, går det bare i sig selv,” siger han.

Ikke nødvendigt

Lyngby-Taarbæk Kommunes fællestillidrepræsentant, Leif Luxhøj-Pedersen, vurderer dog, at det er overflødigt med en kommunal whistleblowerordning.

”Vi har ikke fundet det nødvendigt, fordi der er så mange muligheder i det offentlige system. Vi har både et fagligt system og MED-organisationerne. Hvis der er et eller andet, der er helt skørt, så kan man tage det op i MED-organisationen. Hvis ikke man kan tage det op der, kan man tage det op med tillidsrepræsentanten. Hvis det er problemer med ens egen leder, kan man gå til lederen over,” siger han og oplyser, at der fra medarbejdernes side heller ikke har været et ønske om en whistleblowerordning.

Henrik Saabye kendte dog ikke til alle de steder, som han kunne henvende sig.

”Jeg vidste ikke, hvor jeg kunne gå hen. Der blev i hvert fald ikke oplyst om det. Jeg talte med min nærmeste chef, centerchefen, fællestilllidsrepræsentanten og Hoved MED, og jeg sendte breve til sikkerhedsrepræsentanten. Jeg kan ikke komme i tanke om, hvad jeg mere skulle have gjort,” siger han.

Læs kommunalpolitikernes holdning til en whistleblowerordning her.

Et stigende problem

De senere år er pladsen for kritiske ytringer fra offentligt ansatte som Henrik Saabye skrumpet. Det fortæller sociolog Rasmus Willig.

”Det er et stigende problem, at offentligt ansatte, der bruger deres grundlovssikrede ret til at udtale sig om forhold på deres arbejde, oplever, at deres karriere derefter går i stå, eller at de kommer til en kammeratlig samtale, eller at de bliver fyret. Det illustreres af en række undersøgelser fra 2006, 2010, 2012 og senest 2016, hvor vi kan se, at tingene gradvist er gået fra slemt til værre,” fortalte han sidste år til Ritzau.

Ifølge en opgørelse fra sidste år, som Ombudsmanden har lavet for Politiken, har ombudsmand Jørgen Steen Sørensen modtaget og kritiseret flere sager på dette område i de seneste to år end de foregående fire år tilsammen.

Leif Luxhøj-Pedersen genkender dog ikke problemet.

”Jeg oplever ingen problemer med ytringsfriheden. Det er ikke et emne, der fylder noget. Det er ikke et emne, hvor nogle siger, at de ikke kan gå videre med noget. Man hører ikke alt, men vi sidder 10 medarbejderrepræsentanter og dækker de store personalegrupper, og det er ikke et emne, vi taler om. Der er en meget åben dialog om alt mellem himmel og jord i vores organisation,” siger han.

Mere på næste side

Publiceret: 14. Februar 2017 11:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere