Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Venstre skifter formand kort inden valget

Jakob Dahl Christiansen er ny formand i kommunens største parti. Han vil deltage i konstitueringsforhandlingerne på valgnatten

Af Theis Otzen
Fakta
Jakob Dahl Christiansen 48 år gammel Bor i Brede, far til to børn 9 år. Arbejder i fritid med friviligt arbejde i Røde Kors. Arbejder til dagligt som It-specialist hos Novo Nordisk Har tidligere været næstformand for Venstre i Lyngby-Taarbæk Er i den indeværende periode suppleant til kommunalbestyrelsen

Kommunalbestyrelsens største parti Venstre har få uger inden valget skiftet lokalformand. Den hidtidige formand Ulrik Fink har valgt at takke af og overlade posten til Jakob Dahl Christiansen.

Ulrik E. Fink nåede kun at være formand i mindre end otte måneder, før han trak stikket. En af hans missioner var at forbedre samarbejdsklimaet i kommunalbestyrelsen.

"Jeg synes, at det nuværende samarbejde i kommunalbestyrelsen er et problem," sagde Ulrik Fink ved sin tiltrædelse.

Men han nåede ikke at rette op på det dårlige klima blandt kommunalbestyrelsens partier. Den opgave vil den nye formand Jakob Dahl Christiansen i stedet arbejde videre på at løse.

"Vi vil være med til at forbedre samarbejdet i kommunalbestyrelsen i en ny periode. Borgerne er bedst tjent med, at politikerne samarbejder," siger Jakob Dahl Christensen, der tidligere har været næstformand i Venstre og er suppleant til kommunalbestyrelsen.

Den nye formand understreger, at formandsskiftet sker som følge af, at den afgående formand Ulrik Fink har haft et stort arbejdspres i sit civile job.

Skyldes ikke uro

Ifølge den nye formand har skiftet intet at gøre med de rygter om uro i Venstre, der de seneste måneder har cirkuleret i det politiske miljø i Lyngby-Taarbæk. Om rygterne siger den nye formand:

"Venstres medlemmer og kandidater er nogle engagerede mennesker, det kommer også til udtryk i det daglige arbejde i Venstre, hvor der er højt til loftet,” lyder det.

Formandsskiftet i Venstre i Lyngby-Taarbæk Kommune kommer oven på en periode, hvor partiet har været i vælten. Først stod Venstre helt usædvanligt for et borgmesterparti uden for budgetaftalen, og da budgettet skulle endeligt vedtages for tre uger siden, undlod to Venstre-medlemmer at stemme sammen med resten af deres gruppe. Birgitte Hannibal og Anne Körner kunne ikke støtte et såkaldt under-ændringsforslag fra deres egen partitop.

Om budgetaftalen siger Jakob Dahl Christiansen:

”Bestyrelsen støttede Venstres gruppe i ikke at stemme for budgetaftalen. Vi mener ikke, at det er forsvarligt at skulle sælge bevidstløst ud af kommunens ejendomme for at få budgettet til at hænge sammen. Og så ønsker Venstre skattelettelser, for når der er overskud i kommunen, er det rimeligt, at vi opkræver noget mindre hos borgerne," siger den nye formand og fortsætter:

”I kommunalbestyrelsen ønsker vi at søge samarbejdet, og det noget, vi drøfter meget. Vi vil have en dialog med de andre partier, og det er vigtigt for os, at vi får fair og rimelig konstituering," siger Jakob Dahl Christiansen, som sammen med borgmester Søren P. Rasmussen vil indgå i Venstres forhandlingsgruppe under konstitueringen på valgnatten.

Publiceret: 29. Oktober 2013 11:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere