Ugens lokalhistoriske billede: Frederiksdal Kro i flammer

I 1964 stod den traditionsrige Frederiksdal Kro i flammer

Af
Mette Henriksen

Stadsarkivar ved Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv

lokalhistorie I 1964 brændte den gamle Frederiksdal Kro. Det eneste, der er tilbage af kroen fra 1800-tallet, er rejsestalden på den anden side af vejen.

Den blev opført i 1881 og var beregnet til de heste, som kroens gæster skulle have 'parkeret'.

På stedet blev der efter branden opført et nyt hotel med restauration med navnet Hotel Hvide Hus.

Frederiksdal Kro blev allerede opført i 1600-tallet som kantine for arbejderne på et kobberværk på Frederiksdal Mølle.

Værtshusholderen havde her ret til at brygge øl og lave brændevin, og det faldt i god jord blandt møllegæsterne og forbipasserende, som kunne få en forfriskning.

Fra 1700-tallet blev Frederiksdal et populært udflugtsmål for københavnere, der tog på deres årlige skovtur og slog sig ned i krohaven med madkurven.

Det varme vand til at lave te eller kaffe af kunne de købe på kroen, der fra sidst i 1700-tallet lå op ad bakken på den anden side af Mølleåen.

I 1881 blev der opført en ny kro på nordsiden af Mølleåen. Her var der også en hyggelig krohave med keglebane. Senere kom en ekstra sal af træ ved siden af - det er den, som man ser til venstre på billedet.

Da Bådfarten begyndte at sejle med turister i 1894, tiltrak den endnu flere gæster til Frederiksdal.

I 1978 købte Danmarks Lærerforening Hotel Hvide Hus for at bruge det som kursuscenter. Senere er hoteldriften blevet genoptaget sideløbende med Lærerforeningens aktiviteter.

Publiceret 13 October 2018 08:00

SENESTE TV