Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Tilbage på skolebænken efter skoleferien

Når det danske sprog slår knuder, så står Lyngby Frivillignet klar med lektiehjælp til kommunens flygtninge

Så er skoleferien overstået for de mange skolebørn og studerende. I Rustenborghuset står frivillige flere gange om ugen klar til at hjælpe flygtninge med at overvinde bløde d’er og mærkerelige vokaler, så de finder nøglen til det danske sprog.

Efter en lang og velfortjent sommerferie er det nemlig atter blevet tid til at fordybe sig i skolebøgerne og lære noget nyt og spændende.

Det gælder også for de flygtninge, som Lyngby Taarbæk Kommune har modtaget.

En stor del af disse flygtninge er nu godt i gang med at lære dansk på sprogskoler, og børn og unge er begyndt på kommunens skoler, VUC og gymnasier.

“Mange flygtninge og indvandrere, der kommer til Danmark, oplever det som en stor udfordring at lære det danske sprog. Udtale, grammatik og sætningskonstruktioner adskiller sig ofte meget fra det modersmål, de kender. Derudover har flygtninge og indvandrere meget forskellige forudsætninger for at lære et nyt sprog. Både alder, modersmål og uddannelsesniveau er afgørende for, hvor let eller svært det er for den enkelte at lære dansk,” skriver Niels Juul Hansen fra Lyngby Frivillignet, der er en del af Dansk Flygtningehjælp.

Lektiecafé

I Lyngby Frivillignets lektiecafé kommer folkeskoleelever, HF- og gymnasieelever, men også mange nye, voksne flygtninge og indvandrere, som går på sprogkursus og kæmper hårdt for at lære det danske sprog og finde et arbejde.

Lyngby Frivillignet har i mange år, med støtte fra Lyngby-Taarbæk Kommune, hjulpet flygtninge og indvandrere her i kommunen med lektiehjælp, både i faget dansk og mange andre skolefag – eksempelvis matematik, naturfag og andet.

Udover lektiehjælp tilbyder Lyngby Frivillignet også hjælp med ansøgninger, udarbejdelse af CV’er, indfødsretsprøven og korrespondance fra stat og kommune.

“I lektiecafeen er der mulighed for en meget direkte personlig hjælp og undervisning, da det foregår individuelt. Udover det rent faglige, så får vore nye medborgere mulighed for at kommunikere intensivt på dansk. Danskundervisningen handler ikke kun om det sproglige og grammatiske, men også om dansk kultur og danske normer. Derfor søger lektiecafeen også for, at vores nye medborgere får en god forståelse for det land og den kommune, de nu bor i, og de mange kulturtilbud der eksisterer,” fortæller Niels Juul Hansen./sig

Fakta

Lyngby Frivillignet har åbent hus med lektiecafé hver tirsdag og torsdag kl. 18.30 - 21.00 i Rustenborghuset på Rustenborgvej 1C (overfor Hovedbiblioteket).

Tilbud og aktiviteter i Lyngby Frivillignet kan man læse meget mere om på www.lyngbyfrivillignet.dk og følge på Facebook.

Publiceret: 09. August 2017 14:03
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere