Victor Aasmul og Rasmus Alsbæk efter sejren i 500 meter toerkajak. Foto: Søren Aasmul

Victor Aasmul og Rasmus Alsbæk efter sejren i 500 meter toerkajak. Foto: Søren Aasmul

Kajakroere håber på en EM-billet

Lyngby Kanoklubs eliteroere gjorde god reklame for sig selv

Af
Mikael Østergaard

kajak ”Vi er, hvor vi skal være”, konstaterede Lyngby Kanoklubs formand, Thomas Gjerlufsen, efter weekendens mange løb.

Rasmus Knudsen deltog i to World Cup - i Poznan i Polen og Duisburg i Tyskland. Det gik bedst i Poznan, hvor Rasmus Knudsen sluttede på en 9. plads i 1000 meter sammen med makkeren Morten Graversen fra Silkeborg.

I Bærum, Norge, var Philip Knudsen udtaget i U18 klassen til World Cup i maraton, hvor det blev det til en sølvmedalje efter hård kamp om guldet, som gik til Nicolaj Thomsen fra Silkeborg. De to danskere er med deres placeringer sikre på udtagelse til europamesterskaberne.

De øvrige eliteroere fra Lyngby Kanoklub var til eksamen i kampen om billetter til EM i U18 og U23 klasserne.

Simon Schuldt-Jensen og Victor Aasmul skulle vise den form, de havde opbygget i det varme Florida i 2 måneder. Og de viste fra starten, at tiden ikke var brugt på strandture.

Simon lagde ud med 1000 meter, som han vandt, hårdt presset af klubkammeraten Nicolai Mørcke. Derefter stod der Simon Schuldt-Jensen og Victor Aasmul på samtlige distancer, de stillede op i. Simon endte øverst på skamlen i enerkajak, mens Viktor vandt 500 toerkajak sammen med makkeren, Rasmus Alsbæk fra Maribo. De to roere sad desuden i den sejrende firerkajak.

Frederikke Matthiesen viste sin styrke ved at placere sig øverst på skamlen i de discipliner, hun stillede op i, mens Lyngbys Bendeguz Jakab og Philip Bryde fra Hellerup var lige ved og næsten på 200 meter toerkajak, hvor de måtte se sig slået med 4/100 dele af et sekund. Om denne placering gør, at de ikke kommer med til EM, vil tiden vise.

Fredrik Jepsen gjorde en god figur på 500 meteren, hvor han roere sig til bronze.

De næste dage vil Lyngby Kanoklubs eliteroere holde øje med deres postkasser i håb om, at der dumper en EM-udtagelse ind ad brevkassen.

Publiceret 13 June 2019 14:00